- Det her er min boldgade. Jeg brænder virkelig for det, siger Jeanette Hansen, der har taget brandmandsuddannelsen i Beredskabsstyrelsen.
Mennesker

Jeanette er Hjørrings første: - Jeg føler mig rigtig godt hjemme i det her miljø

13. juni 2021 kl. 07:00

HJØRRING: 22-årige Jeanette Hansen er ”en af drengene på holdet”, når brandfolkene rykker ud til opgaver fra stationen i Hjørring. Hun er stationens første kvindelige deltidsbrandmand. Og hun stortrives med blå blink og opgaverne, der følger med. Hun har valgt et job med adrenalin og spænding - men ikke mindst nyder hun at kunne gøre en forskel for andre.

- Jeg vil jo gerne hjælpe folk. Sådan har jeg altid haft det, siger hun og tilføjer, at hun ser brandmandsjobbet som sin hobby og på sigt har ambition om at uddanne sig til ambulancebehandler.

Brænder for udfordringer

I 10. klasse gennemførte Jeanette en juniorbrandmandsuddannelse.

- Og så vidste jeg bare, at det var det, jeg ville. Det var nogle af de første opgaver, som jeg følte mig virkelig god til. Det her er min boldgade. Jeg brænder virkelig for det.

- Jeg søgte ind til Beredskabsstyrelsen i Thisted i marts 2020 og blev færdig i november, fortæller Jeanette.

Hun er lige nu servicemedarbejder hos Securitas og er med til at hjælpe og sikre både borgere og ansatte ved testcenteret i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.

Jeanette bor sammen med sin kæreste i Hjørring, hvor hun også er opvokset. Hun har gået i skole i Højene og i 10. klasse på centeret på Norgesvej. Siden tog hun studentereksamen fra gymnasiet i Hjørring. Og hun flytter med egne ord ”aldrig fra byen”.

Da brandmandsuddannelsen i Beredskabsstyrelsen var i hus, sagde hun omgående ja tak til at blive deltidsbrandmand på Hjørring-stationen. På få minutter kan hun nå frem til stationen, når alarmen lyder. Og hun har allerede været med på første udrykning med vand til en brand ved Hirtshals.

- Det var fint at komme i gang igen med sådan en opgave. Her var der plads til, at jeg kunne se de forskellige køretøjer og få prøvet tingene af.

En del af et fællesskab

Jeanette har allerede opnået god viden og mange kompetencer, som gør hende til en kompetent brandmandskollega. Men hun understreger, at hun stadig kan udvikle sig og lære nyt.

- Jeg er først lige begyndt, smiler hun.

Og gode kollegaer på den lokale station giver hende kompetent introduktion til stationens specialgrej og udstyr.

Den første tid er hun med som ”føl” og tæller ikke med i bemandingen.

- Nu handler det om at få så meget rutine som muligt. Her får jeg nye udfordringer og mere erfaring til min videre uddannelse - og samtidig bliver jeg en del af et fællesskab. Det er bare win-win.

Man skal tage fat

Jeanette Hansen vil gerne inspirere flere kvinder til at prøve kræfter med brandmandsuddannelsen.

- Her er der ikke forskel på at være mand eller kvinde. Du skal bare kunne dine ting. Og man skal kunne tage fat.

Modtagelsen på Hjørring-stationen har også været en god oplevelse.

- Alle har været så søde og taget godt imod mig. Og de har interesseret sig for mig og min baggrund. De har vist mig rundt og fortalt mig om arbejdsgangene her på stedet. Jeg synes, vi er meget på lige fod, og jeg føler mig rigtig godt hjemme i det her miljø. Alle er uddannet brandmand, men det er klart, at de andre har mere erfaring end mig.

- Det får jeg jo også med årene, smiler hun.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu