Billede beskrivelse

Irsk aften i Tornby Forsamlingshus

The Irish Waterfalls spiller op med irsk folkemusik

17. oktober 2019 kl. 07.29

TORNBY: Fredag aften den 18. oktober vil Tornby Forsamlingshus genlyde af klingende irsk folkemusik til den traditionelle ”Irsk Aften i Tornby”. Det populære band The Irish Waterfalls er garanti for, at ingen sidder stille. Alle må simpelthen ud og røre sig på dansegulvet og synge med på de kendte irske sange som Whiskey in the jar, The Ferryman, Loch Lomond og mange andre.

The Irish Waterfalls, hvis repertoire primært er irsk folkemusik, består af fem medlemmer: Mogens Bjerre som forsanger, Peter Jürgensen på guitar, Niels Ole Jensen på bas, Leif Bjerregaard Pedersen på vaskebræt og mundharmonika og Susanne Jensen på harmonika. Bandet er kendt i det meste af Vendsyssel. De spiller steder som Skagen Festival, Harmonikatræf i Bindslev, Sindal Camping, Musik Under Trappen i Hirtshals og mange andre steder i landsdelen.

Aftenen begynder med spisning klokken 18, hvor menuen er gullasch med tilbehør, hvortil der kan købes drikkevarer. Efter middagen spiller The Irish Waterfalls op til en aften med ægte irsk stemning. Midtvejs er der pause, og her serveres der kaffe og kringle.

Billetter kan for et beskedent beløb købes snarest i Dagli’ Brugsen i Tornby eller bestilles på telefon 24 85 22 38.

Det er som altid Tornby Forsamlingshuset, der er arrangør.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste