Interaktivt teenage-teater i Bønnehuset
Hva’ tror du selv - teater om tro og tvivl i Mygdal
MYGDAL: Bønnehuset i Mygdal er på banen, når Hjørring Kommune disker op med et væld af teaterforestillinger til Aprilfestivalen.
Onsdag 3. april klokken 19 viser Teateriet Apropos forestillingen: Hva’ tror du selv? Det er interaktivt teenageteater om tro og tvivl
Målgruppe er unge over 12 år, konfirmander, forældre, præster og alle i Bjergby, Mygdal, der gerne vil se en stærk teaterforestilling om lige det der betyder noget, unges hverdag, ensomhed og identitetskamp.
Bønnehuset I Mygdal ligger på Degnbølvej 84, Hjørring.
Hva’ tror du selv? kredser om den spagat, unge skal lave mellem forældrenes ”du vælger jo selv” og forvirringen over nutidens mange muligheder for åndelig orientering. For hvad er det for nogle valg man står overfor, når man som teenager gør sit for at passe ind blandt vennerne og samtidigt skal finde ud af, hvad man selv tror på?
Hva tror du selv? sætter nye ord på eksistentielle spørgsmål, gør dig klogere på din tro og tvivl.