Billede beskrivelse

Inspirationsmøde for Hirtshals’ 100 års byjubilæum i 2019

30. juni 2017 kl. 12.38

Hjørring Kommune er allerede begyndt at tænke over, hvordan Hirtshals´ 100-års jubilæum i 2019 skal markeres.

Kommunen havde derfor indbudt interesserede til et Kick Off arrangement på Hotel Fyrklit for at samle gode ideer til fejringen.

Der mødte 50 - 60 interesserede personer op. Mange af dem deltog aktivt i debatten og fremkom med tanker og ideer.

Som Jubilæumskoordinatorer i Hjørring Kommune er udpeget Leif Lund Jakobsen og Dorte Reinholdt.

Mødet startede som normalt med en velkomsttale holdt af Dorte Reinholdt, hvorefter Leif Lund Jakobsen præsenterede museumsdirektør Anders Bloksgaard fra Limfjordsmuseet. Han holdt et veloplagt og inspirerende indlæg om, hvordan man havde grebet sagen an ved 500 års jubilæet i Løgstør. Her var måske ideer at hente til, hvordan man kunne gribe sagen an ved 100 års jubilæet i 2019 for Hirtshals.

Efter en snak om dette tog Hirtshals Kommunes tidligere erhvervschef Jørn Munk ordet. Han understregede vigtigheden af at inddrage frivillige og foreninger. Det var der bred enighed om fra bl.a. direktør Karl Henrik Laursen fra Nordsøen Oceanarium og Forskerpark samt Rasmus Jespersen fra Hirtshals Musikforening. Susanne Fibiger plæderede for det historiske aspekt. Per Gunnar Christensen fortalte, at han har et større lager af historisk dokumentation på film om Hirtshals.

Men der var mange andre ideer og indlæg f. eks en genopståen af den nedlagte Nordsøgarde. Udstilling og fortælling om maleren Lars Nielsen

Inddragelse af børnene og de unge var vigtigt og blev fremhævet af Gry Handest fra Skole Center Hirtshals og Dorthe Schaltz fra B&B by the Sea.

John Kongerslev slog til lyd for at der igen kom liv i det gamle slogan:

Hirtshals - mulighedernes by!

Koordinatorerne vil nu arbejde videre på sagen, og der er oprettet en Facebook-gruppe, hvor nyheder og resultater offentliggøres, og hvortil man kan sende ideer mm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste