Ildgøgleren og Cirkusgården kastede glans over julemarked
Det er ikke et hvilket som helst julemarked, der kan byde på et show med flyvende fakler og en ægte cirkusprinsesse. Men det var hvad der skete ved GVL Ung Outdoors første julemarked.
Katja Schumann fra Cirkusgården trådte op i markedets manege med et minishow. En pony og en ged viste sjove kunster til stor jubel for deltagerne, og efter mørkets frembrud viste Ildgøgleren sit fantastiske show.
Den frivillige outdoor forening, GVL Ung Outdoor, dannede rammen om et unikt julemarked i den nye Outdoor Park på Åsendrupvej i Løkken.
Den omliggende skov var omdannet til en funklende juleskov, som kunne opleves på en UTV-tur, træklatring eller det specielle Nisse OCR-Løb. Inde på pladsen var der tombolaer, boder og mulighed for at prøve det sidste nye inden for elektriske mountainbikes. Der var også mulighed for at benytte den opvarmede vildmarkssauna, hvis fødderne blev kolde. Det var et julemarked med outdoorlivet som inspiration til at skabe mindeværdige juleoplevelse for børn og voksne.
GVL Ung Outdoor, der er støttet af DGI - Nordjylland, stod for arrangementet sammen med flere aktører.
Afslutning på forløb
Julemarkedet var en afslutning på et forløb gennem efteråret, hvor børn i alderen 7-14 år har mødtes en gang om måneden til forskellige aktiviteter.
- Det er outdoorlivet fra sin bedste side. Vi har efterfølgende fået mange rosende
ord for vores arrangement, fortæller instruktør og naturformidler Kasper Nørgaard som var tovholder for initiativet.
- Løkken Idrætscenter udlånte velvilligt deres store lysanlæg, som skabte et fantastisk lyslandskab i skoven, som især viste sig efter mørkets frembrud.
Desuden fik vi sponsorpenge fra Sparekassen Danmark til masser af lyskæder.
- Vi er meget taknemmelige for det gode samarbejde med alle de involverede parter fra Løkken og omegn. Det viser hvad vi er i stand til, når vi står sammen.
- Det gjorde det muligt, at give vore gæster en flot oplevelse, tilføjer Kasper Nørgaard.
Efterårsløb hittede
GVL Ung Outdoor er en forening opsat til dem, som ikke er interesseret i de klassiske sportsgrene, men derimod gerne vil prøve outdoorlivet af. Målgruppen er børn i alderen 7-14 år. Ledende instruktører er Torsten Ussing, Nina Frøstrup og ejer af Vestevent Martin Svendsen.
- Efterårsforløbet har været et kæmpe hit, og vi har allerede planlagt et nyt forløb, som starter den 14. februar 2022, fortæller Martin Svendsen.
Der er planlagt fem mødegange i foråret, som man allerede nu kan tilmelde sig på gvlloekken.dk. Forårsprogrammet byder på Vinter OL, Jungle Run, Fast & Furious, Beach Race og Overnatnings Camp.