I genbrug igen

Røde Kors - og en række andre aktører - har åbnet deres genbrugsbutikker igen

04. maj 2020 kl. 09.19

HJØRRING: Klokken 13 fredag satte butikschef Arne Volhøj Røde Kors-vimplerne ud i Østergade for at signalere, at Røde Kors’ genbrugsbutk i Hjørring igen var åben efter cirka syv ugers corona-nedlukning.

Han fortæller, at en håndfuld frivillige har frabedt sig at optræde på vagtplanen, da de selv - eller deres pårørende - er i risiko-gruppen, hvis coronaen skulle ramme.

Men kabalen er alligevel gået op, idet man lægger ud med reduceret åbningstid.

Foreløbig hverken henter eller bringer genbrugsbutikken møbler med mindre helt særlige forhold gør sig gældende.

Lokalt er der ved at komme gang i genbrugsbutikkerne de fleste steder: AVV’s genbrugsbutik åbner mandag 4. maj - her vil en dørvagt styre antallet af personer i butikken de første par dage.

Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Hjørring - i Østergade og på Hestkærvej - åbner også op igen fra uge 19. Det er også tilfældet med Dansk Folkehjælps genbrugsbutik i Bispensgade.

Ligesom Røde Kors åbnede Danmission på Farøvej sin butik igen fredag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste