Hvor er Soraya?
Sidst i maj var Aleksandra Willumstad på vej hjem til Norge, da hendes kat Soraya brød ud af transportkassen på havnen i Hirtshals i området omkring Nordic Seafood, Claus Sørensen og Nordjydsk Fiskefoder (se kortet). På trods af, at Aleksandra blev flere dage ekstra i Hirtshals og søgte efter katten, måtte hun tage tilbage til Norge uden den.
- Der gik derefter et i mine øjne enetående samarbejde i gang i Hirtshals for at få fundet Soraya, så hun kunne komme hjem til Norge, oplyser Jette Jensen fra Holsted i Sønderjylland, og som har hjulpet Aleksandra med råd mm. og via Facebook søgte folk i Nordjylland, der ville hjælpe med at finde Soraya.
Jonna Fals fra Kattehjemmet Bæklund meldte sig straks på banen til at tage katten i pleje, når den blev fundet. Jane fra Frederikshavn stillede sig til rådighed til at sidde i en bil på havnen og tjekke fælder, som skulle stilles op, hvis Soraya blev set, og Dorthe fra Hjørring kom med fælder, hun havde lånt og satte plakater op i området.
Jette fik Soraya registreret i Det Danske Katteregister i sit navn, kontaktede de lokale dyrlæger og skrev mails til mange virksomheder på havnen og spurgte om de ville sætte en plakat op, og lægge flyers i deres personalerum.
Men den største hjælp var koncentreret om Annika Rimer Christensens Klinik for fodterapi, der ligger i nærheden af havnen.
Hun printede masser af plakater og flyers ud og lagde en plan for, hvor de skulle sættes op, og der var ikke mange kunder, der forlod klinikken uden en plakat og nogle flyers, der skulle sættes op eller lægges på et bestemt sted. Masser af plakater og flyers blev delt ud til havnens folk - især betjentene.
Der blev endda arrangeret indkvartering hos Annika, når Aleksandra kom tilbage for at lede efter katten.
Desværre blev Aleksandras mor meget syg, og Aleksandra kunne derfor ikke forlade Norge.
Men ingen af anstrengelserne bar frugt, og Soraya er som sunket i jorden.
- Vi beder derfor folk fra Hirtshals - især dem. Der har deres gang på havnen - om at holde udkig efter hende, fortæller Jette Jensen.
Soraya har været indekat hele sit liv, så hun er sikkert skræmt og gemmer sig.
Hun er 6 år, chippet og steriliseret. Hun er en lille slank kat, med gule øjne, overvejende sort, men med hvid hals og en sjov hvid aftegning på højre side ved munden og med lidt hvidt ved tæerne.
Chipnr. 578098100355002NOR - registreret i Danmark til Jette Jensen, Holsted, kan aflæses af dyrlæger og kattehjemmet.
Hvis du får fat på hende, så står Kattehjemmet Bæklund klar til at tage hende ind.
Man kan kontakte Jette Jensen 25 88 78 36
Annika Rimer Christensen 20 73 46 58
Aleksandra Willumstad 0047 96 86 01 70 eller 0047 91 54 36 03
Kattehjemmet Bæklund 22 82 20 30 - gerne sms