Hvem vil bruge kroner på ørerne
Ubehandlet høretab koster samfundet dyrt, og undersøgelser viser, at penge brugt på behandling af høretab kommer mange gange igen. Regionsrådsvalget nærmer sig og Høreforeningen spørger derfor politikerne, hvad de vil på høreområdet.
- Det kan betale sig at hjælpe mennesker med høretab, så de lettere kan fungere socialt, tage en uddannelse og blive i job, lyder konklusionen fra Høreforeningen i en pressemeddelelse.
- Alligevel er der meget lange ventetider på høreapparatbehandling på de offentlige høreklinikker. Region Nordjylland er ingen undtagelse med 65 ugers ventetid på høreklinikken på Aalborg Universitetshospital. Ikke alle borgere har råd til at søge behandling på en privat høreklinik, og ikke alle borgere har et høretab, der tillader privat behandling ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Høreforeningen vil have behandlingsgaranti på høreapparatbehandling - men hvad vil politikerne?
Bliv klogere på dette, når Høreforeningens lokalafdelinger i Region Nordjylland inviterer til valgaften torsdag 16. november klokken 19 i salen på Institut for Syn og Hørelse, Sofiendalsvej 91 i Aalborg.
Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul Tobberup vil debattere med regionsformand Ulla Astman.
Debatten vil blandt andet handle om ventetider på høreapparatbehandling, brugerbetaling på de private klinikker og behandlingsgaranti.
Der vil være skrivetolkning og teleslyngeanlæg, så alle kan følge med. Alle er velkomne, gratis adgang.