Hvalernes forfædre var landdyr
Direkte transmitteret foredrag om hvaler i Lønstrup
LØNSTRUP: I Lønstrup Café Bio kan man tirsdag 12. marts kl. 18.45 i en direkte transmission fra Aarhus Universitet få indblik i ”Hvalernes skjulte liv”.
- Tag med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande og prøv at forstå, hvordan en kaskelothval holder vejret i to timer og hør, hvordan hvalerne, hvis forfædre var landdyr tæt beslægtet med nutidens grise, har tilpasset sig livet i vand, lyder det om foredraget.
Professor i sansefysiologi Peter Teglberg Madsen, Institut for Bioscience – Zoofysiologi, Aarhus Universitet fortæller om hvalernes liv.
Hvalernes forfædre var landdyr tæt beslægtet med nutidens grise og kameler. For mere end 30 mio. år siden forlod disse pattedyr landjorden til fordel for et liv i vand. De nulevende hvalarter har i ekstrem grad tilpasset sig til et liv i en lang række forskellige vandmiljøer – fra dybe oceaner til lave floder.
I mange år har forskere kun fået indsigt i hvalernes liv ved at studere dem i den korte tid, de befinder sig ved overfladen eller ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til, hvordan de lever. Men ny teknologi har i de sidste ti år givet forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes fysiologi og adfærd langt til havs, og mens hvalerne er neddykket.
Der er gratis adgang.