HJØRRING: Jes Dige kommer til Hjørring bibliotek tirsdag 30. oktober og sætter fokus på børns sorg.
Jes Dige er pædagogisk psykologisk konsulent, underviser og foredragsholder, og han siger:
- Der er generelt meget berøringsangst med døden og sorgen, og hvis den sørgende tilmed er et barn, bliver mange voksne ramt af afmagt. For hvad siger man lige til barnet i sorg? Hvordan kan man støtte barnet bedst muligt?
I de seneste år er der kommet et større fokus på, at det er nødvendigt at tage hånd om børn i sorg. For eksempel har folkeskolerne lavet sorg-handleplaner, som konkret beskriver, hvem der tager sig af hvad, når et barn på skolen mister et familiemedlem. Men der er stadig lang vej. Det er ikke nok, at viljen er der, for rigtig mange føler sig stadig ikke rustet til at tage hånd om den følelsesmæssige del af barnets tab.
I foredraget fortæller Jes Dige indlevende og konkret om sorgens betydning for barnet. Gennem sine 25 års arbejde med børn i sorg, har Jes igen og igen oplevet, at et dødsfald i den nærmeste familie skaber store forandringer i barnets personlighed og værdigrundlag. Udover at give en unik indsigt i “sorgens natur", giver Jes også konkrete værktøjer til de tilhørende.
FOF Vendsyssel har arrangeret foredraget i samarbejde med Hjørring Bibliotekerne, DBO og Kræftens Bekæmpelse.
Billet kan købes på www.fof-vendsyssel.dk eller hos Hjørring Bibliotekerne.
- Hvad siger man til et barn i sorg?
Jes Dige kommer til Hjørring Bibliotek og sætter fokus på børns sorg
26. oktober 2018 kl. 12.09