Hunde og ejere hygger sig med ugentlige træf - og du må gerne være med
Det er ti år og mere end 500 ture siden, at Leif Madsen fra Brønden var med til at stifte Bernehyggeklubben.
Som navnet antyder er klubben for folk, der er lykkelige ejere af en Berner Sennen. Leif havde dengang hunden Aiko. Den døde for tre år siden, og han har nu Berner Snenen-hunden Albert.
Klubbens ti års jubilæumstur gik til Tversted Strand, hvor den både stod på badetur og is.
Konceptet for klubben er enkelt. Hunde og mennesker mødes hver søndag klokken 10 på et aftalt sted i landsdelen og går en tur på en times tid. Og inden de skilles aftaler de to-benede deltagere næste uges mødested. Lige nu tæller hyggeklubben 15 hunde, og de kommer fra det hele Vendsyssel.
- Der er ingen kontingent og ingen mødepligt. Vi deltager, når vi har lyst, fortæller Leif Madsen, der som den eneste har været med alle ti år.
- Det giver mig en glæde at se, at nogen er så glade for deres hunde, at de vil have dem ud og møde andre Berner Sennen, siger Leif Madsen.
Han tilføjer, at hundene mest går uden snor - og konflikter internt i flokken er der få af. De store vapser lærer nemlig hurtigt spillereglerne i hundeuniverset.
- Det er så vigtigt for hundene, at de får lov at have et hiraki. Hundene har så godt af at mødes med andre hunde.
Hundeejerne snakker om alt muligt - men mest om hunde, røber Leif.
Og han indrømmer også gerne, at de ugentlige ture gør både ham og hund godt.
- Jeg var to år uden hund, men jeg gik da med på turene alligevel. Jeg kunne ikke undvære den tur. Vi siger altid til nye deltagere: ”I skal passe - I bliver afhængige af det. Det er som at tage stoffer”, tilføjer Leif.
Det sker ofte, at han og andre hundeejere tilbyder deres hjælp, når en hundedejer skal på ferie. Så står de klar med pasning.
Leif opfordrer andre Berner Sennen-ejere til at deltage i de ugentlige Berner Sennen-træf. Mødestedet kan ses på facebook-gruppen: Bernerhyggeklubben.
- Bare mød op eller skriv på facebooksiden. Der er plads til flere, understreger Leif Madsen.