Billede beskrivelse

Hos Peter tæller hver en dråbe: Her går vandet ikke til spilde

12. juli 2022 kl. 06.01

HJØRRING: Hver eneste vanddråbe tæller på Landlyst Plantecenter ved Hjørring. Og der skal rigtig, rigtig mange dråber til på en varm sommerdag. Mellem 2000 og 2500 liter får planterne serveret for at holde sig sunde og frodige i varmen. Og et nyt anlæg sørger nu for, at både regnvand og overskudsvand udnyttes optimalt.

- Det vand, som planterne ikke drikker, løber retur til et opsamlingsbassin, fortæller Peter Kjær, der ejer Landlyst Plantecenter.

Billede beskrivelse

Regnvand fra tagene på de store væksthuse løber også i bassinet, og herfra sendes det via slanger rundt i væksthusene og direkte ud til plantebordene, hvor planterne selv tager for sig af de våde varer. Det vand, som planterne ikke drikker pumpes retur til et 74 kubikmeter stort, overdækket bassin bag væksthusene.

- Et almindeligt plantebord får 150 liter vand. Og planterne drikker måske kun 30 liter - i gamle dage røg resten af vandet direkte på jorden. Nu genbruger vi det.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse

Haveslangen droppet

10. marts blev anlægget sat i drift. Vandforbruget er ikke gået i nul, men allerede nu, er der sparet litervis af rent vandværksvand.

- Vandværket har registreret, at vi slet ikke har brugt den samme mængde vand som sidste år. Så jeg har lige fået brev, fordi de vil sikre sig, at der ikke er noget i vejen med måleren, smiler Peter Kjær.

- Det er blevet mere effektivt, mere miljørigtigt og på sigt sparer vi penge. Investeringen er hentet ind i løbet af tre til fem år. Der er både penge at spare på vandet og på arbejdet med at gå rundt og vande alle planter manuelt.

- Jeg har faktisk gjort mig selv overflødig, for det er nemlig mig, der plejer at gå med vandslangen, griner Peter Kjær, og tilføjer, at han nu bare skal trykke på en knap for at åbne for vandet.

- Så jeg er ikke blevet helt arbejdsløs.

Billede beskrivelse

Vandslangen er dog ikke gemt helt væk. De lidt større planter får nemlig tilbudt et ekstra skævt vand i varmen.

Øvelsen med at etablere det nye vandingsanlæg har kostet mere end en halv mio. kroner..

Peter Kjær tilføjer, at anlægget er med til at fremtidssikre plantecenteret. Han forventer nemlig, at et nyt lovforslag stiller krav om, at gødningsholdigt vand skal opsamles, så det ikke løber i grundvandet.

Vand sparet - elregning i top

Frem over opnår plantecenteret en stor besparelse på vandforbruget. Men besparelsen kan langt fra kompensere for stigende energipriser.

- Sidste år betalte jeg 90.000 kroner for el - og hvis jeg har samme el-forbrug i år skal jeg betale 244.000 kroner. Så der skal sælges mange pelargonier til 27 kroner stykket, siger Peter Kjær og tilføjer, at plantecenteret er opvarmet via varmepumper.

Han sætter dog sin lid til, at Folketinget om kort tid vedtager et lovforslag, der nedsætter el-afgifterne og hermed løfter en del af den økonomiske byrde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste