Horne Efterskole hjælper hjemløse
Det vrimlede med folk på Horne Efterskole lørdag. Denne weekend byder skolen nemlig på en masse aktiviteter, som skal skrabe penge sammen til Hus Forbi og de hjemløse.
Der er blandt andet en teaterforestilling, hvor 60 unge medvirker, i en stor hal er der marked med alle mulige sager, og så er der mulighed for at få et måltid sammen med andre mennesker.
Det hele kaldes Horne-hjælpen, og overskuddet går til Hus Forbi. Men samtidig lærer de unge elever også en masse.
- Skolens værdier går i høj grad ud på at lære eleverne, at vi er ikke stærkere end de svageste i samfundet. Vi vil gerne sende dem ud med en fornemmelse af, at der faktisk er mennesker, der går hjemløse rundt, og som ligner os rigtig meget, men som har været uheldige på et bestemt tidspunkt i livet, fortæller Mogens D. Jensen, forstander på Horne Efterskole.
Eleverne har i et stykke tid arbejdet med emnet på forskellige måder.
Efterskolen samarbejder med mange folk udefra, som giver alt muligt til Horne-hjælpen.
Lørdagen bød også på kassevis af fisk, der blev solgt en af gangen på auktion.
Hus Forbi skal bruge pengene til at lave et køkken med café, hvor Hus Forbi-sælgerne kan få sunde og regelmæssige måltider og finde et fællesskab. Det skal ligge i Vanløse, hvor Hus Forbi har sekretariat. I mandags solgte Horne Efterskole 850 Horne-burgere, hvilket indbragte 37.000 kroner.
Horne-hjælpen fortsætter med mange aktiviteter på efterskolen søndag 12. november, hvor der igen er teater og marked plus fælles søndagskylling på menuen.