Billede beskrivelse

Home Hjørring Cup i indefodbold og futsal

15. december 2017 kl. 05.48

Home Hjørring og LIUF Fodbold er nu klar med turneringsprogrammet for årets Home Hjørring Cup. 254 hold er tilmeldt fordelt med 137 til indefodbold og 117 til futsal.

For så vidt angår futsal er det rekord tilmelding. Der er en voldsom interesse for Futsal, idet der for blot to år siden kun var 48 hold tilmeldt Futsal.

I alt ca. 2.000 spillere forventes at deltage i stævnet.

Alt i alt skal der spilles fodbold i 100 timer fordelt på dagene 27-29/12. For at få det hele afviklet er det derfor nødvendigt at tage hele fire haller i brug. Det bliver Lundergårdhallen, Park Vendiahallen og de to Fiberhaller. Om eftermiddagen d. 27/12 bliver der spillet fodbold i alle fire haller samtidig.

LIUF Fodbold har været arrangør siden 1986. Stævnet er således nr. 32 i en uafbrudt årrække.

Turneringen er for drenge og piger i alderen 5-18 år, samt herre- og damesenior. Største turnering er damesenior i Indendørs, hvor 16 hold skal dyste om 1.pladsen. Også herresenior har mange hold tilmeldt, nemlig 23. Her er holdene dog opdelt i tre niveauer.

De fleste hold kommer fra Hjørring kommune og de omkringliggende byer, men i år har det også været muligt at tiltrække adskillige hold fra klubberne i Aalborg. Men ikke nok med det, der kommer også et hold fra Fredericia og to fra Viborg. Også her er det futsal, der trækker hold til.

Foruden de mange spillere trækker stævnet rigtig mange forældre, søskende, familie, venner og andre interesserede, der godt kan lide at kigge på Indefodbold og Futsal. Således vil formentlig ca. 4.000 mennesker besøge de fire haller i løbet af de tre dage.

Det er således lidt af en årligt tilbagevendende event for mange familier.

For klubben betyder det selvfølgelig også, at der skal mange hjælpere i sving, som stævneleder, tidtager og resultatfører. Endvidere skal cafeteriet i Lundergårdhallen bemandes fra morgen til aften de tre dage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste