Billede beskrivelse

Hollandsk kor synger dansk julesang - på dansk

Et medlem af koret på fik på sin ferie en flaske pakket ind i Vendelbo Posten - og faldt for årets julesang 2017

16. december 2018 kl. 12.44

HJØRRING: Det hollandske kor Ratatouille har nu fået en dansk julesang på repertoiret. Sangen er komponeret af Ernest Petersen og har tekst af Poul Jansen.

Et medlem af koret, Mien Wijnhoven, var nemlig på ferie i Danmark i foråret. De kørte gennem Ringkøbing på vej til Herning, og på deres vej besøgte de en stor genbrugsbutik. Mien fandt her en antik hollandsk flaske fra 1600-tallet, og besluttede sig for at købe den.

Butiksindehaveren pakkede flasken ind i en gammel avis, og da Mien retur i Holland pakkede flasken ud, faldt hendes blik tilfældigt på noder og tekst til årets julesang - Sneen falder - som var offentliggjort i Vendelbo Posten.

Mien Wijnhoven kunne ikke få sangen ud af hovedet, og ville gerne synge den med sit kor, Ratatouille.

- Denne sommer havde vi et møde, hvor Mien fortalte os om sangen. Jeg foreslog, at vi søgte på internettet for at få flere informationer om sangen, fortæller Piet Snellen, medlem af koret.

Piet Snellen skrev en mail til Vendelbo Posten i august i håb om, at avisen kunne hjælpe med en kontakt til komponisten. Ønsket var nemlig at få musikken arrangeret for firstemmigt kor.

Ernest Pedersen var med på ideen, og allierede sig med Kaj Nørholm, der behændigt lavede et firstemmigt arrangement for kor til julesangen.

- Og vi tænkte, at de da også skulle have sangen fra 2016, så den blev der også lavet korarrangement til, fortæller Ernest Petersen.

De hollandske sangere nyder nu de danske strofer.

- Den flerstemmige sang lyder smuk. Vi er meget taknemlige over, at Ernest Petersen fik sangen arrangeret firestemmig. Vi fandt en her i landet, som oversatte den danske tekst fonetisk. Og nu synger vi på vores bedste dansk, lyder det fra hollandske Piet Snellen.

Ratatouille er et amatørkor på 14 medlemmer, og koret synger firstemmige korsatser fra 15. og 16. århundrede. Koret har også et repertoire med julesange fra den periode.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste