Høsten er i gang: Mejetærskerne har snuppet de første skår
Hvis det gode høstvejr holder, beholder kornet på marken den gode kvalitet
VENDSYSSEL: - Vinterbyg er det der modner først blandt kornarter, og blev her i 2021 klar til høst til normal tid i juli. Selv om den var bagud indtil juni efter det meget kolde vejr i marts, oplyser Kirsten Søe Pedersen, som er planteavlskonsulent hos LandboNord.
Mange kornmarker modner stærkt nu, og modning af de andre kornarter er rykket lidt frem.
- Kornmarkerne er gode og sunde nu. De kornmarker, der kom over frosten i marts uden skader, tegner til godt udbytte. Hvor frosten ramte hårdt, vil udbyttet blive mindre godt, forklarer hun.
- Kvalitet og udbytte udvikler sig fra nu af bedst i en nem og tør høst. Derfor håber jeg på, at vi får nogle dage med tørvejr, medens vi høster. Holder det gode høstvejr, så beholder vi den gode kvalitet, som kornet har nu på marken. En tør høst fremmer kvaliteten, fastslår Kirsten Søe Pedersen.