Hørmestedaften holdt for 49. gang
Sidste torsdag var Hørmestedaften på Sindal Privatskole for 49. gang. Det er en tradition, som tidligere skoleinspektør Per Frandsen startede i 1992, hvor formålet er at samle skolen og lokalsamfundet til fælles samvær to gange om året i marts og november måned. En tradition som Sindal Privatskole med stor succes har videreført.
Som altid var der stor opbakning til aftenen med 230 tilmeldte til spisning. Det var denne gang H.U.G. og Borgerforeningen, der stod for tilberedning af lækker flæskesteg med traditionelt tilbehør og senere kaffe og kage.
Skoleleder Ann Christiansen bød velkommen og fortalte om den store ombygning skolen lige har afsluttet, hvor biblioteket er omdannet til to klasseværelser, og der er lavet flere toiletter til skolens mange elever. Sindal Privatskole har i dag 103 elever, 53 drenge og 50 piger, fra 0. til og med 9. klasse.
Efter spisningen bød Kræftens Bekæmpelse på dessert i form af danske Elstar æbler sponsoreret af SuperBrugsen i Sindal. Mens de besøgende spiste æbler, gik de på opdagelse rundt i klasselokalerne, hvor 13 forskellige udstillere havde fordelt sig med alverdens gode ting og sager. Mange besøgte også Lokalhistorisk forening i kælderen, hvor de fik et indblik i Hørmesteds historie.
Ved ni-tiden var der kaffe og kage, og Kræftens Bekæmpelse trak lod i konkurrencen om en stor gavekurv fra Superland i Sindal. Aftenen blev afrundet med fællessangen "Nu er jord og himmel stille".
På søndag den 10. december fra klokken 12 til 17 afholder Sindal Privatskole stort julemarked til fordel for skolen. Alle er meget velkommen.