Hobros Don Deedson (i midten) jubler her over sin første scoring i torsdagens kamp mod Vendsyssel FF på DS Arena. Foto: Henrik Bo
Livet her

Hobro kan dufte stor check efter ny sejr over Vendsyssel

Don Deedson blev dobbelt målscorer i torsdagens nordjyske fodboldbrag i 1. division

19. maj 2022 kl. 20:46

FODBOLD: Hobro IK har været ustoppelige i 2022, mens Vendsyssel FF har haft store udsving i resultaterne, og det billede blev bekræftet i torsdagens nordjyske 1. divisionsduel på DS Arena.

Begge hold var på forhånd sikret en ny sæson på næstbedste klasse i dansk fodbold, men Hobro IK så mest sultne ud og sikrede sig en 2-0-sejr, der betyder, at de har mulighed for at vinde kvalifikationsspillet og sikre sig en betragtelig økonomisk gevinst.

Don Deedson blev matchvinder med sin femte og sjette sæsonscoring. Den første blev sat ind i det 22. minut. Vendsyssels Mikkel Wohlgemuth tog sig rigelig god tid med bolden på kanten af eget felt, og det gav Mikkel Mejlstrup mulighed for at prikke den videre til en helt fri Deedson. Hobro-angriberen udmanøvrerede køligt målmand Marcus Bundgaard, der fik sin officielle debut for vendelboerne.

Vendsyssel havde dog deres muligheder i første halvleg, men hverken Jeppe Pedersen eller Tiemoko Konaté havde skruet afslutningsfoden ordentlig på.

I stedet var Hobro tæt på at kunne gå til pause med endnu en scoring, men Danny Amankwaa sparkede utroligt nok forbi bolden på en stor mulighed i det lille felt.

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen valgte at skifte hele fire spillere i pausen - i et forsøg på at puste noget liv i sit mandskab, og det så ud til at virke. Indenfor anden halvlegs første minutter sendte Wessam Abou Ali en afslutning afsted, der tvang Adrian Kappenberger til en god redning, og kort efter stod overliggeren i vejen for udligningen. Her fik Vendsyssel dog hjælp fra hjemmeholdet, for det var Hobros Abdoul Yoda, der kom til at heade et hjørnespark mod eget mål.

Vendsyssel fik i de sidste 45 minutter trykket Hobro fornuftigt i bund i perioder foran deres godt 50 medrejsende fans. Et langskud fra Tobias Damsgaard efter 66 minutters spil gav Hobro-målmand Adrian Kappenberger en smule problemer, og tre minutter senere var et hovedstød fra Mikkel Wohlgemuth tæt på at sige sig ind.

Hobro burde dog have lukket ballet endegyldigt i det 70. minut. Først løb Mathias Nygaard et fladt indlæg i møde midt i feltet, som han sparkede over, og kort efter var Mads Hvilsom alene igennem uden at have held til at afdrible Vendsyssels målmand.

Derfra døde Vendsyssels comeback-forsøg ud. I stedet burde Don Deedson være blevet dobbelt målscorer i det 79. minut, men efter et langt løb med bolden havde han ikke kræfter til at få ordentlig fart på sin afslutning tæt under mål.

Han svigtede til gengæld ikke, da han i det 83. minut fik en perfekt tværpasning fra Oliver Klitten og kunne trille 2-0 i et tomt net.

Der resterer endnu to spillerunder i kvalifikationsspillet til 1. division.

Hobro IK - Vendsyssel FF 2-0 (1-0)

Mål: 1-0 Don Deedson (22. minut), 2-0 Don Deedson (83. minut)

Hobro IK (3-4-3): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Mads Eriksen, Frederik Dietz (Jesper Bøge, 77.) - Oliver Klitten, Mikkel M. Pedersen (Justin Shaibu, 84.), Abdoul Yoda, Jacob Tjørnelund (Frederik Elkær, 46.)- Don Deedson, Muamer Brajanac (Mads Hvilsom, 64.), Danny Amankwaa (Mathias Nygaard, 65.)

Vendsyssel FF: (4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen, Mads Greve, Tobias Damsgaard, Thomas Christiansen (Xandro Schenk, 46.) - Jeppe Pedersen (Jelle Van Der Heyden, 46.), Mikkel Wohlgemuth (Lasse Steffensen, 72.), Zander Hyltoft (Panagiotis Armenakas, 46.) - Lucas Jensen (Wessam Abou Ali, 46.), Ronnie Schwartz, Tiemoko Konaté

Advarsler: Zander Hyltoft, VFF (26. minut)

Dommer: Michael Rasmussen

Tilskuere: 1832

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu