Hjørring Tapeter vises til byjubilæet

26. marts 2018 kl. 11.12

Håndværkernes Hus i Hjørring udstiller Hjørring Tapeterne, når byen markerer 775 års købstadsjubilæum i denne uge.

- Og vejen til os, er gjort enkelt og let. Man følger den røde tråd, som er udlagt fra Sct. Olai Kirke op gennem Tinpottegyde, og der vil man møde Erik Plovpenning, som viser ind til tapeterne, lyder det fra John Klinkby, der er formand for Håndværkernes Hus.

Der er åbnet i huset onsdag, torsdag, fredag og lørdag fra klokken 10 til 16 i denne uge.

Tapeterne beskriver Hjørrings historie, og frivillige bag projektet har foreløbig beskæftiget sig med arbejdet i knap syv år. Og der venter mindst tre års arbejde endnu, inden værket er helt færdigt.

John Klinkby fortæller, at der har været pres på, for at blive klar til fremvisningen ved byjubilæet.

- Sydamerne har haft travlt med at montere tapeterne. UCN har været på banen med at fremstille udstillings-rammer, herunder design og udvikling af et gennemtænkt rammesystem, som er fremtidssikret for vore tapeter. Ligeledes er der blevet monteret UV-armeret glas også for at tilsikre bevarelsen af vore tapeter for fremtiden, oplyser John Klinkby, og tilføjer, at der er fremstillet specielle giftfrie plader til monteringen.

Der er blevet krævet meget af mange personer, for at nå til det fremviste resultat til byens 775 års jubilæum.

- Når vi sammenligner med andre tapeter eller lignende, så har vi opnået et mesterværk, der langt overstiger, hvad men hidtil har set i Europa, mener John Klinkby.

- Det er et unikt langt historisk tidsforløb, som heller ikke er overgået af andre.

- Vores tegner Poul Andersen, har ikke alene tegnet og illustreret opgaven. Han har også forstået at finde de væsentligst historiske temaer, der gør den historiske vandring meget spændende.

- Vores sydamer - brodøser - har udgjort et fantastisk godt team af ildsjæle, og det har givet mange gode stunder, hvor man samtidig er blevet klogere på Hjørrings fantastiske udvikling helt frem til nutiden.

Der er blevet arbejdet på tapetet i syv år, men der går stadig tre år - mindst - inden værket er fuldendt. De først otte tapeter ud af i alt 12 er færdige, og når alle tapeter er broderet vil de til sammen udgøre 42 meter.

- Vi har fået stor opbakning fra mange sponsorer til at gennemføre dette flotte mesterværk, understreger formanden.

Sponsorerne er nævnt på sponsortavle i Håndværkernes Hus og på husets Facebookside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste