Hjørring Revy med grin og gys
Hjørring Revyen 2018 bliver gyseligt morsom og får markant lavere billetpriser.
Den rykker næste år til Vendsyssel Teater og i de nye rammer vil man lave en grinagtig hyldest til gamle sort/hvide skræk - og monsterfilm.
Samtidig sænker man billetpriserne med 120 kroner, så en billet falder til 255 kroner.
Revydirektør Henrik "Baloo" Andersen præsenterede fredag formiddag næste års revyhold og årets instruktør, som igen bliver Tom Jensen. Han skal også være skuespiller i revyen. Desuden præsenterede han skuespiller Merete Mærkedahl, som er kendt i den brede befolkning som den sure stuepige på badehotellet. Hun er debutant i Hjørring Revyen og glæder sig til at spille noget, folk kan grine af.
De øvrige på revyholdet 2018 bliver Jacob Morild, Pernille Sørensen og Christian Mosbæk.
Henrik "Baloo" Andersen glæder sig at udnytte det nye teaters mange muligheder.
Revyen får premiere 16. juni og spiller til og med 27. juli.