Billede beskrivelse

Lukker igen et plejecenter: - Jeg tror, kommunen har lært meget af sagen om Havbakken

Smedegården i Bindslev bliver lukket, men erstattes af handikap-tilbud fra Hjørring

03. juni 2021 kl. 09.02
Opdateret 08. juni 2021 kl. 14.51

Hjørring Byråd har ikke alt for gode erfaringer med at lukke plejehjem. Lukningen af Havbakken i Tornby gav voldsomme protester og dønninger, og blev en rigtig møgsag for kommunen.

Det tegner til at gå langt mere fredeligt med endnu en lukning af et af kommunens plejehjem, nemlig Smedegården i Bindslev.

De 18 somatiske plejeboliger skal nedlægges i forbindelse med, at det nybyggede store plejecenter, Vendelbocentret i Sindal står færdigt i 2023. Smedegården bliver først officielt lukket i 2024.

- Vi har denne gang været ude i rigtig god tid, så vi kan forberede det grundigt, sagde formand for kommunens Social, Ældre og Handikapudvalg, Per Møller(K), da et rørende enigt byråd tog beslutningen på det seneste byrådsmøde.

Fra nu af og frem til lukningen, får nye beboere på Smedegården kun midlertidige lejekontrakter, så der sikres en smidig overgang.

Ingen lægger skjul på, at lukningen er en spareøvelse.

- Det er simpelthen for dyrt at drive et ældrecenter med så få pladser. Men med det her projekt sikrer vi, at der fortsat vil være lys i vinduerne på Smedegården, siger Per Møller og henviser til, at det bliver Nordjyllands Beskyttede Værksted (NBV) i Hjørring, der overtager Smedegården.

Bedre rammer

NBV er i dag placeret i industrikvarteret på Georg Jensensvej, og bygningerne står overfor renovering.

De 60 pladser til borgere med behov for handicaptilbud efter servicelovens paragraf 104 har også vist sig ikke at være tiltrækkeligt. Der er efterspørgsel efter flere pladser. Kommunens beskæftigelsestilbud efter servicelovens paragraf 103, VIKA`, som har en afdeling på samme adresse på Georg Jensensvej, flytter ikke med til Bindslev.

Med flytningen af NBV til Smedegården, bliver der mulighed for at oprette yderligere 20 pladser. Udenomsarealerne vurderes at være bedre fremfor den nuværende placering i et industrikvarter med tung trafik. Indretningen vurderes også at være bedre med flere mindre rum.

Til gengæld er der udfordringen med, at flere borgere skal transporteres længere. De samlede transportudgifter ventes at stige fra to millioner til 3,3 millioner kroner årlig. Trods det, er det et enigt byråd, der bakker op om løsningen, og det er så meningen, at den øgede transport bliver en integreret del af det pædagogiske tilbud til de handicappede borgere.

- Det er for mig at se en hel rigtig løsning og win win, at vi bevarer liv i Smedegården i Bindslev, og endda får mere aktivitet i bygningerne, når vi nu er nødt til at lukke plejecentret, siger byrådsmedlem Mogens Bjerre (S).

Lukningen af smedegården og den nu vedtagne omrokering har bl.a. været i høring hos Hjørring Kommunes ældreråd.

- Kommunen har været ude i god tid med lukningen af Smedegården, og jeg hører ikke som sådan kritik af beslutningen. Vi skal imidlertid sikre os, at det kommer til at foregå på en ordentlig måde, og at det ikke kommer til at koste beboerne penge. Men jeg tror, kommunen har lært meget af sagen om Havbakken, siger formand for ældrerådet, Kirsten Holst.

Se også
Omstridt plejehjem rives ned - sidste beboer siges op

Hun er imidlertid noget uforstående overfor, at kommunen vælger at flytte det beskyttede værksted i Hjørring helt til Bindslev.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste