Hirtshals dreng vandt DM i østersgastronomi
MORS: Der var både forkælelse af smags- og synsansen, da der forleden for første gang blev afholdt Danmarksmesterskaberne i Østersgastronomi, hvor otte kreative kokketeams foldede sig ud til glæde for både dommere og gæster.
Efter en tæt og oplevelsesrig konkurrence kunne Jeppe Foldager, som er køkkenchef ved Restaurant Kanalen i København løfte armene i vejret og kalde sig Danmarksmester.
Jeppe Foldager, der stammer fra Hirtshals, har tidligere været langt fremme i kokkekonkurrencer. Han vandt i 2013 sølv ved Bocuse d’Or (VM for kokke) og er oprindeligt udlært på Rosdahls i Aalborg. Han var i 2007 hofkok på Kongeskibet Dannebrog.
Vinderen i Champagnesabling 2018 blev Nick Anker Schøler Laursen fra Kokken og Tjeneren i Silkeborg, og slog dermed den lokale helt og dobbelte mester fra Mors, Johan Brodersen. Dommerne sagde, at det var uhyre tæt i år og at de var imponeret over niveauet.