Billede beskrivelse

Hirtshals Bridgeklub får gave fra Velux Fonden

25. august 2018 kl. 06.19

Med en donation på kr. 40.000 fra Velux Fonen kan Hirtshals Bridgeklub byde velkommen til en ny sæson på Motel Nordsøen med det nyeste IT-udstyr indenfor bridgesporten.

Gaven har givet klubben mulighed for at anskaffe en længe ønsket kortblandingsmaskine og en bærbar computer.

Kortblandingsmaskinen er tidsbesparende under afvikling af selve spillet, men endnu vigtigere giver det den enkelte spiller mulighed for efterfølgende at se melding, udspil, egne og konkurrenternes resultater samt kortfordelingen for det enkelte spil. Dermed er alle muligheder for at analysere spillene og uddrage lære heraf tilstede.

Efter en varm sommer med ugentlige bridgearrangementer for områdets turister og lokale indleder Hirtshals Bridgeklub sæsonen 2018-19 henholdsvis mandag 3. september kl. 1830 og onsdag 5. september kl. 1300. Senere på efteråret opretter klubben et undervisningshold, som gerne optager alle uanset alder og forudsætninger.

Hirtshals Bridgeklub er stiftet i 1965. Spillere fra Hirtshals Bridgeklub har tidligere være indehavere af DM-titler og spillet på det danske damelandshold i bridge

- Donationen er kærkommen hjælp til Hirtshals Bridgeklub i bestræbelserne på at medvirke til at fastholde et alsidigt forenings- og kulturliv i Hirtshals området. Bl.a. grundet centralisering i den "nye" storkommune har befolkningstallet været dalende det sidste årti. Et dalende befolkningstal har naturligvis en afsmittende virkning på det lokale forenings- og kulturliv. Der er derfor brug for alle kræfter, hvis man/vi ønsker at bevare et attraktivt lokalsamfund, slår formanden Doris Nygaard Christiansen fast efter gaven.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste