Hirtshals blandt fødevare hotspots: God mad skal lokke flere turister til

30. marts 2018 kl. 08.25

Partnerskab for Vestkystturisme har iværksat et nyt projekt, der skal åbne turisternes øjne for de kulinariske oplevelser, der byder sig til langs den jyske vestkyst.

Man har udpeget 15 fødevarehotspots, hvor der i samarbejde med lokale partnere skal sættes ind med en skræddersyet indsats.

I Nordjylland drejer det sig om Skagen, Løkken, Hirtshals, Jammerbugten og Hanstholm. Fælles for de fem nordjyske fødevarehotspots er fiskeriet, men forskellige lokale fødevareproducenter, restauranter og detailhandel er også omfattet af projektet, fortæller Claudia Rota Andersen, sekretariatschef for Partnerskab for Vestkystturisme i en pressemeddelelse.

- Vi har defineret et hotspot som et område med en bestemt fødevarekultur, som, vi vurderer, har et stort turismemæssigt potentiale. I projektet vil vi samle de lokale traditioner og unikke madoplevelser i hvert hotspot i en fælles fødevarefortælling for hele Vestkysten. Det kan for eksempel være historierne bag mejeriprodukter fra Jammerbugten eller bolsjer fra Løkken. Ved at arbejde sammen langs hele kysten får vi en sådan slagkraft, at vi kan nå ud til de store internationale medier med budskabet om, at Vestkysten er en rejse værd, hvis man ønsker spændende smagsoplevelser og gastronomi i høj klasse, siger hun.

Ifølge partnerskabet rammer fødevareinitiativet lige ned i en turismetendens, hvor gastronomi og spiseoplevelser er i høj kurs, og hvor både danskere, tyskere og nordmænd gerne rejser for at se og smage lokale fødevarer og retter.

Hirtshals Fiskefestivals koordinator Mette Jensen ser store perspektiver i projektet:

- Der er mange spændende kultur- og madoplevelser på vestkysten, men også behov for, at vi står mere sammen og i flok løfter den opgave, som det er at markedsføre vestkysten internationalt og tiltrække turister. Ved at udnytte synergierne bedre, erfaringsudveksle mere og generelt bruge ressourcerne bedre, vil vi kunne give turisterne en bedre og større oplevelse, men også en bedre forståelse for, hvordan fødevareproduktion og gastronomi hænger sammen - altså styrke den fælles fortælling. Derfor har jeg også en forventning om, at vi gennem dette fælles projekt kan styrke den enkelte destination. Hirtshals er for eksempel kendt som en af Danmarks største fiskerihavne, men vi vil gerne løfte den historie til også at omfatte det gastronomiske aspekt, siger hun.

Udover de initiativer, der igangsættes lokalt med lokale kræfter, skal et konkret resultat af projektet være, at der produceres fælles, professionelt markedsføringsmateriale i form af tekst, billeder og film, som skal være frit tilgængeligt for enhver, der ønsker at bruge det til markedsføring af fødevareoplevelser langs Vestkysten.

Derudover gør projektet en indsats for at bearbejde den globale presse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste