Billede beskrivelse

Himmerlænding ny centerchef på Løkken Idrætscenter

Thomas Hermann tiltræder 1. oktober

23. september 2019 kl. 10.36

LØKKEN:: Tirsdag den 1. oktober får Løkken Idrætscenter ny centerchef. Thomas Hermann, 57 år, fra Aars afløser nuværende centerchef Karsten Vang som går på pension.

Thomas Hermann kommer fra en stilling som Event & Marked Manager i Arena Midt i Kjellerup, hvor han blandt andet var koordinator for igangværende ombygninger og driftsoptimering.

I sin over 30 årige erhvervskarriere har Thomas Hermann udfyldt en række funktioner indenfor ledelse og udvikling. Han har været henholdsvis inspektør i JYSK Arena i Silkeborg, direktør i Kultur og Messecenter Aars og driftsleder på Vesthimmerlands Musikhus, herunder også opstart og drift, og ligeledes opstart og drift af Aars Erhvervscenter.

- Så der er mange farver på paletten. Nu handler det først og fremmest om at lære Løkken at kende, og sørge for en fortsat stabil daglig drift af Løkken Idrætscenter. Senere vil det være naturligt at kigge på, om vi kan skabe nye events, der passer ind i de skiftende sæsoner, og som rammer både gæster og fastboende, og gerne noget der kan sprede sæsonen mere ud, forklarer Thomas Hermann.

- At trække folk til er en opgave man selv skal påtage sig. Jeg håber at samarbejde både med borgere og organisationer om nye initiativer. Blandt andet har jeg erfaring med at inddrage ældre som ofte er bærere af gode ideer.

Den nye centerchef har en uddannelse i marketing og med speciale i turisme. Den er gennem årene løbende suppleret med en række relevante kurser. Herunder Mini MBA Diplom i ledelse.

Han er gift med Jane, som er studiesekretær og vejleder i Viborg. De to voksne sønner er flyttet hjemmefra, og parret er flyttet i en andelsbolig i Aars som forbliver hjemmebasen.

Thomas Herman fortæller, at straks han så jobannoncen fra Løkken, tænkte han på blå bølger, ferie og en masse glade gæster, og at det kunne blive en ny og vild udfordring.

- Jeg havde jo lidt følere ude. Det gjorde det bare endnu mere interessant det hele. Så jeg er helt klar til nye spændende opgaver i Idrætscentret og i Løkken.

- Sommerhuset i Hvalpsund er sat til salg, så vi overvejer at anskaffe en fritidsbolig i Løkken, som kan være base om sommeren. Som så mange andre har jeg glade minder fra mine unge dage i Løkken med diskoteker og Josefines Camping.

- Desuden er der jo gode muligheder for at dyrke mine interesser for blandt andet mountainbike, løb, windsurfing og golf.

- Og ikke mindst den helt nye oplevelse af at være farfar til to børnebørn, slutter Thomas Hermann.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste