HF’erne fra Hjørring Gymnasium har været i praktik
Studiepraktikken er en del af den nye HF-uddannelse, hvor eleverne flere gange i løbet af de to år er i praktik i erhvervslivet og på studier
HJØRRING: I denne uge har 2.hf’erne på Hjørring Gymnasium været i studiepraktik på University College Nordjylland.
Eleverne har blandt andet fået indblik i, hvordan det er at læse til sygeplejerske, lærer, pædagog og fysioterapeut.
Studiepraktikken er en del af den nye HF-uddannelse, hvor eleverne flere gange i løbet af de to år stifter bekendtskab med både studielivet og erhvervslivet i form af forskellige former for praktik.
Praktikopholdene skal være med til at afklare eleverne i forhold til, hvad de gerne vil efter endt HF. Studiepraktikken på UCN bestod af en case, som eleverne skulle arbejde med hjemme på Hjørring Gymnasium inden praktikken. På UCN skulle eleverne så prøve at være studerende og arbejde praktisk med casen som f.eks. fysioterapeut-studerende.