Billede beskrivelse

Her falder fjernvarmeprisen kraftigt: Forbrugere sparer tusindvis af kroner

13. juli 2021 kl. 13.49

For en gennemsnitlig ejendom på 130 kvadratmeter kan fjernvarmeforbrugerne i Sindal regne med en årlig besparelse i omegnen af 6.000 kroner i forhold til den estimerede udgift, hvis ikke det nye effektive flisfyrede kraftvarmeværk på Gutenbergvej var blevet bygget. Det fremgik, da formanden Bjarne Christensen på foreningens nyligt afholdte generalforsamling fremlagde bestyrelsens beretning for året 2020.

- Da det i 2012 blev vedtaget at vores driftstilskud på cirka 6 millioner pr. år bortfaldt, kunne vi forudse, at den årlige pris for opvarmning af et standardhus på 130 kvadratmeter blev cirka 18.000 kroner, besluttede vi at bygge det nye anlæg på Gutenbergvej. Her regnede vi med, at udgiften ville blive på cirka 14.000 kroner pr. år. Det er blevet endnu bedre end forudset. Efter igangsættelsen af det nye værk kan vi nu se, at varmeprisen for 2021 bliver knap 12.000 kroner årligt. Altså en besparelse på cirka 6.000 kroner om året. Og den længe ventet tilladelse til at fyre med have/park flis er lige på trapperne, så vi har store forventninger til økonomien i fremtiden, fortalte Bjarne Christensen.

Sindal Varmeforsyning har i 2020 indledt et samarbejde med Bindslev Fjernvarme. Der er i år etableret en transmissionsledning fra Sindal til Bindslev med henblik på at sælge fjernvarme til Bindslev i perioden 1. april til 30. oktober. Om vinteren leverer listefabrikken I.C. overskudsvarme til Bindslev Fjernvarme.

Der arbejdes også på at udbrede fjernvarmen til industriområde Sindal Nord og private husstande i Agerledet. Også Mosbjerg er på tegnebrættet til at få leveret varme fra Sindal Varmeforsyning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste