Her er byens borgere vilde med at bo
Næppe er 18 nye lejeboliger i Skoleparken i Løkken blevet beboet, før der er fejret rejsegilde på endnu et dobbelthus på vejen.
Grunden Skoleparken 9, som ligger på venstre side af vejen, er købt af restauratør Michael Larsen og direktør Thomas Hyldgaard Larsen, og de to bygherrer har i efterårets løb ladet opføre et rækkehus med to boliger til udlejning.
- Der bliver to lejligheder på cirka 88 kvadratmeter hver samt terrasse og skur og god udenomsplads, fortæller Thomas Hyldgaard Larsen om de to boliger.
- Huset er centralt beliggende i et af Løkkens rolige områder, og er tæt på både skole, indkøb og busforbindelse, tilføjer han og bemærker, at der allerede er blevet vist interesse for de to lejemål, som vil være klar til indflytning omkring 1. april.
Ejendomsadministrator Lasse Gram Pedersen oplyser, at alle de 18 boliger, som Gram Pedersen A/S administrerer i ”Løkken Park Nord” på højre side af Skoleparken, er udlejet, og at interessen har været rigtigt flot.
- Den typiske beboer er 60+ og har solgt hus i nærområdet for at flytte til et rækkehus i Løkken by. De har så igen givet plads til nye familier i de solgte huse, forklarer han.