Havgusen her ved Rubjerg Knude er så voldsom, at sigtbarheden nedsættes en hel del. Foto: Jette Klokkerholm
Livet her

Har du også oplevet naturfænomenet i denne uge?: Derfor opstår der havgus

Meteorolog forklarer fænomenet havgus

17. juli 2021 kl. 11:30

NORDJYLLAND: Hvis du de seneste dage har taget turen til specielt vestkysten for at se solen gå ned, så blev du snydt onsdag aften, og du kan risikere at blive lige så snydt de kommende dage.

De nordjyske kyster - specielt på vestsiden - har nemlig været ramt af havgus - et vejrfænomen, der opstår, når de rigtige omstændigheder i vejrliget er til stede.

- Havgus opstår, når varm og fugtig luft inde over land trækker ud over koldere vand og dermed møder koldere luft. Da kold luft ikke kan indeholde så meget fugt som den varme luft inde over land, vil fugtigheden i luften fortætte, og der vil danne sig skyer, forklarer meteorolog Herdis Damberg fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Grafik:

Samtidig stiger varm luft altid opad, og da der er varm luft inde over land, så stiger luften inde over land opad.

- Så begynder der at trække luft ind fra omgivelserne - typisk ude fra havet - og så opstår der en slags søbrise, der sender havgusen ind mod land. Typisk ligger havgusen og slikker kysterne, men kommer sjældent langt ind over land, fordi solen har så meget magt, at den brænder skyerne af, lyder det fra meteorologen.

- Det er solens opvarmning af luften, som får luften til at stige til vejrs. Og det er altså ofte det, der sparker søbrisen i gang op ad dagen. Andre tilfælde kan det selvfølgelig også bare være vind fra vest eller nordvest – som de kommende dage kan skubbe havgusen ind over land, siger Herdis Damberg.

Så alt efter hvor meget knald, der er på solen, så vil havgusen ligge langs kysten eller trække ind over land og ligge som tåge, indtil solen brænder igennem.

- Det afhænger meget af, hvor langt henne på sommeren vi er. Som det er lige nu, vil jeg tro, at havgusen ikke når ret langt ind over land, fordi solen har så meget magt, konstaterer Herdis Damberg.

- Vi har en meget varm og meget fugtig luft over Danmark lige nu på grund af den varme, der trækker op over landet fra sydøst. Og når den varme fugtige luft kommer ud over havet, bliver den kølet ned, og så dannes tågen. Det er faktisk en slags daglig cyklus, der sker, konkluderer Herdis Damberg.

Havgus kan drille rigtig længe - specielt i foråret og efteråret.

Havgusen kommer i disse dage ind over vestkysten. Her ved Lønstrup. Foto: Jette Klokkerholm

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu