Har du nogensinde slikket på et 9 volts batteri?
Gratis billetter til forestilling på Løkken Skole om alt det, voksne advarer i mod
LØKKEN: Der er oplevelsesteater for børn fra 4 - 11 år i Løkken Skoles aula mandag 1. april kl. 17. Hent gratis billetter på www.aprilfestival.dk - her kan du også se mere om den store festival, som foregår mange steder i Hjørring Kommune.
Kulturhus Løkken har været så heldige at få tildelt en af disse forestillinger ”50 farlige ting”, som kommer til at foregå i en delvist mørklagt aula på Løkken Skole. Der er lagt op til læring, oplevelse og måske lidt uhygge for de tilhørende børn.
Har du nogensinde slikket på et 9 volts batteri? Løftet låget på popcornene, når de popper? Aldrig nogensinde? Så er denne forestilling noget for dig! Forestillingen undersøger alt det, voksne normalt advarer deres børn imod!
Dansk teater for børn og unge er unik og berømt i hele verden, så der er virkelig noget at glæde sig til, når Aprilfestivalen 2019 afvikles i starten af april. 105 teatergrupper viser flere end 600 opførelser, når verdens største turnerende teaterfestival for børn og unge rammer hele Hjørring Kommune.