Hanne-Vibeke støtter op om Knud Holst-stuen
Støtteforeningen for Ane Maries Hus i Vrensted afholder endnu et støtte-arrangement med tilknytning til Knud Holst.
Torsdag den 9. maj kl. 19 bliver der foredrag med forfatter Hanne-Vibeke Holst i Byens Hus, Stationsvej i Vrensted.
Hanne-Vibeke Holst fortæller om arbejdet med romanen om sin far, med titlen ”Knud, den store”. Hvad lærte hun om den mand, der først vandt prinsessen og det halve kongerige for senere at sætte det hele over styr? Er hun vred over hans svigt, skammer hun sig over hans nedtur, eller er hun tværtimod blevet stolt over at være datter af den Knud Holst, der så kummerligt endte sine dage i Vrensted.
- Indtægterne ved arrangementet går til indretning af en Knud Holst stue i Ane Maries Hus, fortæller næstformanden i Støtteforeningen Mette Roussis.
- Vi afholder også en workshop den 9. maj fra kl.13-17, faciliteret af Vrå Højskole, som handler om 1920’er stuen- hvad, hvordan osv.
- Det forventer vi os meget af. Her sætter vi lokale ildsjæle og foreningsrepræsentanter sammen med videnspersoner udefra – det tror vi, at der kommer noget spændende ud af, slutter næstformanden.