Gymnastikafdelingen får ny formand
Michelle Nielsen overtager roret efter Jonna Ørslev Andersen
SINDAL: I forbindelse med generalforsamlingen i Sindal Idrætsforening var der nyvalg til posten som formand for gymnastikafdelingen.
Jonna Ørslev Andersen overdrog posten til Michelle Nielsen.
Og Jonna Ørslev Andersen fik mange smukke ord med på vejen.
Idrætsforeningen formand Luise Nielsen understregede således, at hun sjældent havde mødt en person som Jonna Ørslev Andersen der har så mange ideer.
- På bare et år har du virkelig sparket gang i gymnastikafdelingen som nu trives med mange forskellige hold, sagde formanden.
Michelle Nielsen som afløser Jonna Ørslev Andersen er ikke ukendt i Sindal Idrætsforening.
Hun har været tilknyttet gymnastikafdelingen i en del år.
Der var ingen ændringer til formandsposterne til de øvrige afdelinger, hvor Erik Rømer er formand for fodboldafdelingen, Mogens Fonseca er formand for Håndboldafdelingen, Jan Olesen formand for Floorballafdelingen, Rebecca Mølholt formand for FUN og nu Michelle Nielsen formand for Gymnastikafdelingen.
Også suppleanten Birgitte Lunde har valgt at trække sig fra SIF’s hovedbestyrelse, i den forbindelse udtalte formanden, vi er både glade for og kede af at du forlader bestyrelsen. Kede af det, fordi du altid bidrager til at finde løsninger - og glade, fordi du jo forlader os fordi du har fået hænderne fulde med arbejdet for Soldal Cuppen. Vi hepper alle sammen for, at den bliver en stor succes.
Bestyrelsen for Sindal Idrætsforening er efter generalforsamlingen sammensat med Luise Nielsen som formand, Steffen Haabendal-Jessen som næstformand, Ninna Weinkouff som kasserer og Jens Ole Jørgensen som sekretær.
Sindal idrætsforening er i fremgang igen i 2019 – foreningen er nu oppe på over 800 medlemmer ved udgangen af 2019.
Formanden Luise Nielsen indledte bestyrelsens beretning med mindeord over Jørn Rømer – Hans Nielsen og Niels Ole Jensen der er afgået ved døden siden sidste generalforsamling.
I beretningen sagde Luise Nielsen blandt andet:
2019 har været et noget blandet år. Vi er blevet både fattigere og rigere i år.
Vi er blevet fattigere ved nedlæggelsen af SIF´s Venner. SIF´s venner har eksisteret i 50 år og har i alle årene arbejdet for at støtte op om idrætsforeningen. Da det blev en realitet at foreningen ikke kunne få valgt en ny bestyrelse, gik der et stort arbejde i gang med at få videreført vennernes aktiviteter i SIF´s regi – det er julekalenderen, tombolaen og 60+ idræt. Det er besluttet at julekalenderen går på omgang mellem afdelingerne. I 2019 var det håndbold der havde opgaven og her i 2020 er der nok en af de andre afdelinger der byder ind. Der er nedsat et nyt tombola-udvalg, som sammen med rideklubbens tilsvarende udvalg fører arbejdet videre. 60+ idræt kører videre på samme vilkår og er nu en del af gymnastik-afdelingen.
Vi er blevet rigere på medlemmer - Medlemstallet er gået op og vi er nu over 800 medlemmer. Men vi stræber videre – vi har mange hold der sagtens kan optage flere medlemmer. For at gøre os selv synlige og tilgængelige har flere hold derfor åbnet op for deltagere i vægttabskonkurrencen Vendsyssel på Vægten. Så krydser vi fingre for at flere syntes vi har et godt tilbud og melder sig ind efterfølgende.
I 2018 startede vi projekt Unge I Front op sammen med BTI og Sindal Skole. Unge I Front er en uddannelse for unge på 7. klassetrin, hvor de bliver rustet til at påtage sig en hjælpetræner-rolle. I 2018 var der 10 elever der valgte tilbuddet og her i 2019 er der igen 10-12 der er startet på kurset
Kommunen er ikke den eneste der har støttet op om nye initiativer.
I 2019 havde vi igen held med at få tilskud fra DGI/DIF fonden. Det blev til et samlet tilskud på 97.000 kr., til gymnastikredskaber, ur til stadion og kidsvolley-stænger.
Fra ENV-fonden har vi modtaget 70.000 kr. til lysanlægget på stadion.
I 2019 fik SIF sin første Hovedsponsor. Det er Sparekassen Vendsyssel, som støtter hele foreningen.
Vores klubhus trænger til en kærlig hånd – vi har gennem de sidste 2 år taget tilløb til at få lavet en god energirenoveringsplan. I 2019 fik vi lavet en gennemgang af huset sammen med en energikyndig, og derfra fik vi lavet en plan og indhentet et tilbud. Det er dyrt at energirenovere og vi måtte erkende at vi ikke kunne løfte hele opgaven selv. Vi afventer derfor nu svar fra kommunen på en ansøgning om 200.000 kr. til udskiftning af varmtvandsbeholderen som er fra 1977, udskiftning af radiatorventiler og udskiftning af toiletter.
Det nye LED-lys der er kommet op, har vi finansieret med den gave vi fik fra SIF´s venner i år til klubhuset på 50.000 kr.
Årets Marked – Det er altid spændende med årets marked. På de 4 markedsdage tjener SIF op mod 200.000 kr. I år faldt markedet sammen med markedet i Hjallerup, så forventningen til årets indtjening var sat ned til 150.000 kr. Og så blev de 4 markedsdage ramt af exceptionelt dårligt vejr. Der stod mange frivillige og frøs i mange timer – og spejdede efter kunder der ikke kom. Vejret nåede heldigvis at blive lidt bedre og var helt hæderligt om søndagen, men det kunne ikke redde det hele. Trods alt blev det til en overskudsdeling på 100.000 kr.
En anden god indtjeningskilde er pasningen af F24-tanken, som årligt giver en fortjeneste på omkring 100.000 kr. Der bliver lagt et stort arbejde i pasningen af tanken – der bliver holdt rent og ryddeligt og der bliver dagligt aflæst priser fra de konkurrerende tanke, så prisen altid er ajour. Bestyrelsen har gjort et stort arbejde for at finde frivillige nok til alle vagterne, og vi har næsten vagterne 100% besat i dag.
Herefter fremlagde alle formændene for de forskellige afdelinger deres beretninger.
Ninna Weinkouff fremlagde regnskabet for 2019 der viser et mindre underskud i hovedforeningen på ca. 50.000 kroner, der især skyldes at Sindal marked ikke gav det overskud der var budgetteret med og så også at de mange ekstra haltimer der har været i 2019 først bliver refunderet i 2020, så reelt set går regnskabet næsten i nul. Alle afdelinger havde overskud. Så økonomisk har 2019 været et rimeligt godt år for Idrætsforeningen.
Ninna Weinkouff orienterede om budgettet for 2019.
Alle beretninger og regnskabet blev godkendt.