Der bages pandekager og bagerst er det instruktør Birgit Jensen. Foto: Kirsten Olsen
Livet her

Grundregel på madskolen: - Når man forlader køkkenet, skal det være ryddeligt og klart til næste gang

24. oktober 2021 kl. 09:30

Vejby Kulturhus har allerede i efterårsferien været ”madskoleværksted” for 10 børn i alderen 8-12 år, hvor tre frivillige instruktører har stået for undervisningen.

Fredag den 29. oktober præsenteres huset officielt. Søren Smalbro, formand for Teknik og Miljøudvalget i Hjørring Kommune klipper den røde snor.

- Det er lykkedes Kulturhusets bestyrelse at få etableret et samarbejde med Vendsyssel 4H, og det var da også Børne- og Ungdomsorganisationen 4H, som i et ikke kommercielt samarbejde med erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer og detailkæden REMA 1000, stod bag konceptet ”3 dage med Madskoler”, fortæller formand Birgit Jensen.

Det nye undervisningskøkken blev taget i brug, og glade og lærevillige børn deltog aktivt i madlavningen i køkkenhold, under kyndig vejledning af instruktørerne, hvor den ene var en professionel kok – det gav lige børnene et ekstra ”kick”.

Kok Chris Thomsen fra Brønderslev var en af instruktørerne.

- Noget af det vigtigste at lære i et køkken er, at når vi forlade køkkenet, så skal det være ryddeligt og klart til næste gang. Derfor er både karkluden og god orden og køkkenhygiejne vigtige ting, forklarer Chris Thomsen, som har mange års erfaring i branchen.

- Får børnene lært nogle gode grundregler om køkkenarbejde og samtidigt have det hyggeligt, så har jeg haft tre meningsfyldte dage sammen med dem, tilføjer han.

De tre dage var inddelt i temaer – Kartoflens dag, Æggets dag og Æblets dag. Opskrifterne var bygget op omkring de nævnte temaer, og efter madlavningen og spisning, blev der suppleret med lidt viden omkring kartofler, æg og æbler. Oprydning og rengøring i hvert køkkenhold/ved hver arbejdsstation var et fast punkt hver eftermiddag, hvor der også blev lavet plakater med ”Dagens oplevelser”.

Der er allerede planlagt Madskole i 2022 i Kulturhuset.

Vejby Kulturhus indvier den nyrenoverede bygning ved en reception fredag den 29. oktober kl. 16.00 – 18.00. Søren Smalbro, formand for Teknik og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, klipper den røde snor.

- Vi byder i dagens anledning på hot dogs, øl, vand og kaffe. Vi glæder os til at se jer, lyder det med venlig hilsen fra bestyrelsen for Vejby Kulturhus.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu