Grundlovsmøde, kaffe og nordjyske jødekager

07. juni 2018 kl. 13.35
Omend temperaturen maksimalt viste 18 grader, så føltes det langt varmere i Bo Jeppesens have nede på Kochsvej i Hjørring. Det var Bo Jespersen, der sammen med resten af den radikale gruppe i Hjørring stod for dette efterhånden traditionsrige grundlovsmøde.
Og så blev det jo ikke mindre spændende af, at der var lavet spandevis af kaffe og indkøbt masser af dejlige jødekager - eller som det vist hedder syd for Limfjorden: Kanelsnegle.
Og så var der arrangeret et trækplaster i kraft af den garvede politiker, Marianne Jelved, der ved mange folketingsvalg har stillet op i Hjørring-kredsen.
Det største trækplaster var dog en anden radikal politiker. Nemlig Margrethe Vestager, der som konkurrencekommissær i EU, var vant til at kontrollere mastodonter som Google, Apple og Facebook.
Hvis man spørger Bo Jeppesen, hvorfor han holder et møde som dette, svarer han:
- Jeg synes, det er vigtigt at fejre demokratiet i vores samfund. Grundloven og demokratiet betyder noget. Nordmændene, franskmændene og amerikanerne har en nationaldag, hvor de fejrer deres land. Det er der desværre ikke så meget af her, og det burde ændres. Han holdt en kort pause og tilføjede:
- Jeg tror, man kan kalde vores møde en tradition nu. Det er tredje år, at politisk interesserede mennesker besøger haven og får en god snak. Første år var det skatteminister Karsten Lauritzen, Marianne Jelved og Peter Schrøder, der holdt taler. Andet år var Niels Hausgaard et af trækplastrene.
Margrethe Vestager talte meget om vigtigheden i at møde hinanden, være fælles om noget, deltage i det offentlige rum, ja, i det hele taget være sammen i et fysisk rum som mennesker. Altså modsat det digitale rum, hvor vi er alene.
Da mødet var næsten slut, spurgte avisens udsendte sin sidemand om, hvor mange han troede, vi var i dag? Han tog et lynhurtigt view ud over menneskemængden og sagde øjeblikkeligt omkring 250 mennesker. Men hvordan kunne han mon se det? Han smilte og sagde, at han var medlem af Dansk Ornitologisk Forening og vant til at tælle fugle.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste