Grundlovsmøde i Tolne Skov
I Hirtshals gl. kommune er der kun få grundlovsmøder tilbage, men KristenDemokraterne holder traditionen i hævd og fejrer som vanligt Grundlovsdag den 5. juni i Tolne Skov. Mødet starter klokken 14.00 ved Tolne Skovpavillon, og årets taler er 1. viceborgmester i Hjørring Kommune og folketingskandidat Per Møller fra Det Konservative Folkeparti. Per Møller er også formand for kommunens Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalg.
Per Møller vil fortælle om Grundloven og dens betydning for Danmark og danskerne, om aktuelle udfordringer og potentialer for Hjørring Kommune og om samarbejdet mellem KristenDemokraterne og Det Konservative Folkeparti. Per Møller vil også komme ind på sine bevæggrunde for at lade sig opstille som sit partis folketingskandidat i Hjørring kredsen.
- En af mine politiske prioriteter i Folketinget vil være en stram, ansvarlig og realistisk udlændingepolitik, da der er kulturelle og økonomiske grænser for, hvor mange udlændinge vi kan håndtere. Det er min opfattelse, at vi har nået den grænse. Danmark er, og skal fortsat være, et sammenhængende fællesskab baseret på vores historiske arv og kristne værdigrundlag, fortæller Per Møller.
Efter Per Møllers indlæg bliver der lejlighed til debat, og KristenDemokraternes folketingskandidat i Hjørring Kredsen hospicesygeplejerske Britta Eckhardt kommer med et indlæg om KristenDemokraternes værdipolitik i forhold til Grundloven.
Der bliver også tid til at synge, drikke den medbragte kaffe og deltage i et lotteri med flotte præmier.
Alle, uanset politisk tilhørsforhold, fra hele Vendsyssel er inviteret til nogle hyggelige timer med taler, sang, musik og debat i den lysegrønne bøgeskov.