Grønt kræs hitter i varmen

Der er stor efterspørgsel på giftfri, lokale grøntsager fra Den Grønne Vogn i Lønstrup

18. juli 2018 kl. 06.58
LØNSTRUP: Efterspørgslen på lokalt avlede grøntsager er stor. Så stor, at landmand Svenning Christensen ved Lønstrup ofte må sige nej, når en restaurant eller et supermarked henvender sig med ønsket om at få lokale grøntsager på tallerkner og hylder.
- Der er kolossal efterspørgsel. Vi kan simpelthen ikke producere de varer, som vi kunne sælge. Og vi siger nej til mange, konstaterer Svenning Christensen.
- Vi kan ikke levere fast, for det må ikke gå ud over vores base - Den grønne Vogn. Den har første prioritet.
Den Grønne Vogn er en vejbod lidt uden for Lønstrup. Den velassorterede bod - der oprindelig var en vogn - frister med både grøntsager, bær og blomster. Og det beskedne skur ved vejen er netop blevet udskiftet med et større, så der er ekstra plads til varer og kunder.
- Vi kan ikke overkomme at udvide produktionen mere. Vi har to ansatte lige i øjeblikket, og skal vi ansætte endnu én skal vi øge omsætningen betragteligt.

For få avlere

Svenning Christensen har engageret sig i interesseforening - Vendsyssel Fødevarer - et forum for mindre fødevareproducenter. Og Svenning Christensen fastslår, at der er plads til mange flere producenter. Men udviklingen går i en anden retning.
- Avlerne holder op, og det skyldes nok, at der er rigtig meget arbejde forbundet med det. Det her foregår næsten i døgndrift. Man ligger lige på grænsen af, hvad man kan holde til. Og ingen af vores børn vil tager over efter os.
Svenning og det hårdtarbejdende team bag Den Grønne Vogn har hver eneste dag travlt med hente friske grøntsager fra marker og drivhuse og fylde op, så kunderne ikke kører forgæves efter kartofler, kål, tomater, solbær og andet kræs fra egen avl.
- Det vi tager op, sælger vi samme dag, så tingene er altid friske.
Varerne dyrkes på markerne lige bag ejendommen, med undtagelse af solmodne tomater, som bliver dyrket i drivhusene. Tomatplanterne står i jord og næres via husdyrgødning sommeren igennem. Og forholdene har været særdeles gunstige for både tomater og agurker i år, konstaterer den lokale grøntsags-avler.

Hamp bliver pesto

Svenning Christensen har i en årrække haft et godt samarbejde med gourmetrestaurant Villa Vest i Lønstrup.
- De får alt fra os - de får grøntsager, ukrudt, solbærblade, blomster og hamp, smiler han med et nik mod madhamp-planterne.
- Kokkene laver pesto af topskuddene.
Urten Kamille er ukrudt, og den gror rundt omkring gården. Den bliver også brugt i køkkenet.
- Man havde måske aldrig drømt om, at vi skal til at spise ukrudt. Og det har vi meget af her. For vi sprøjter ikke marker eller gårdsplads, smiler Svenning Christensen.
Alle grøntsager er gift-fri, men ikke økologiske.
- Jeg kan dyrke grøntsagerne giftfri, fordi det er et forholdsvis lille brug med fem hektarer. Jeg har selv fundet forskellige metoder, der kan holde ukrudt, insekter og larver væk fra grøntsagerne.
Årets avl har været udfordret af tørke, og det giver afbrudt nattesøvn.
- Jeg vander kun kål, guldrødder og tomater. Kartoflerne får ikke vand.
- Om natten får kål, gulerødder og løg vand, og jeg er oppe for at flytter sprederne flere gange.

Fra frø til bord

I drivhusene bliver stort set alle firmaets planter sået og plejet. Kun kartofler og gulerødder bliver sat og sået i det fri.
Frøene købes hjem, og de får optimale vækstbetingelser i drivhusene, inden de plantes ud i det fri.
- På den måde kan vi starte planterne tidligt - vi skal have varerne i juni, juli og august, og drivhusene giver os mulighed for planlægning.
Allerede sidst i februar bliver frøene til årets tomatplanter lagt. Og lige nu bugner husene med solmodne tomater, der bare venter på at havne i salater og på madder.
- Vi køber nye frø hvert år i Sverige og Holland. Og vi får sorter, der smager af noget, som er robuste og som er sunde og raske.
- Jeg sætter flere forskellige hold, så vi for eksempel har salat hen over hele sæsonen.
Årets sidste hold kål-planter er på vej i spirekasserne i drivhusene. Om kort tid skal de ud og have rødderne i marken.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste