Billede beskrivelse

Gratis udstyr og kontingent til ukrainske drenge: - Så kan de få noget andet at tænke

06. april 2022 kl. 17.00

Børnene er flygtet med deres mødre fra uhyrlighederne i Ukraine - og nu sidder de eksempelvis på nedlagte skoler eller i private hjem i Danmark og prøver at få tiden til at gå, mens de måske tænker på, om faderen klarer den derhjemme.

Nu vil Hjørring Idrætsforening give drengebørnene en mulighed for et afbræk i hverdagen:

- Vi tilbyder gratis kontingent for ukrainerne resten af forårssæsonen - og indsamler fodboldtøj og støvler, som de frit kan få, fortæller HI’s stadion-inspektør Susanne Hald.

- På den måde håber vi at kunne medvirke til, at de får noget andet at tænke på end krigen i Ukraine, forklarer hun.

Man har ikke pigehold i HI, så derfor er tilbuddet kun rettet mod drengene.

En træner i klubben - Thomas Frankmar - har i øvrigt indlogeret en ukrainsk familie derhjemme, og her er drengen i den ukrainske familie allerede begyndt at spille fodbold i HI.

Han er hidtil eneste ukrainske dreng, der er mødt frem, men Susanne Hald regner med, at der måske kommer flere i takt med, at budskabet spredes.

Der er sat kurve op i HI’s klubhus, hvor man kan aflevere tøj og støvler til initiativet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste