Gør et kup til løsøreauktion

Auktionsdagen er flyttet fra fredag til lørdag - byd på tyvekoster, en rød Puch Maxi og cykler

30. marts 2019 kl. 07.43

HJØRRING: Der holdes igen løsøreauktion lørdag den 6. april klokken 11 på adressen Frederikshavnsvej 86 i Hjørring (ved siden af Burger King).

Auktionen har hidtil været holdt en fredag, men holder denne gang flyttedag til lørdag, så forhåbentlig mange flere har mulighed for at komme til auktion.

Der er også denne gang mange spændende effekter, der skal under hammeren, idet en del af effekterne, ca. 1.000 stk., stammer fra butikstyverier over hele landet, der er pakket i poser med ca. 10 blandede genstande.

Der bortsælges herudover 168 cykler, 4 PGO scootere, en rød Puch Maxi, diverse smykker, ure, værktøj, tandbørstehoveder, spiritus, vitaminer, PH lampe, barnevogn, cykeltrailer m.m.

Kl. 11.00 til ca. kl. 11.15 sælges PGO scootere samt rød Puch Maxi, fra ca. kl. 11.15 til ca. kl. 13.00 holdes der auktion over cykler, og fra ca. kl. 13.00 til kl. 15.00 holdes der auktion over hittegods. Effekterne udleveres straks efter hammerslag mod samtidig betaling, der skal ske enten kontant eller ved mobilepay.

Eftersyn på auktionsdagen fra klokken 10. Kontant betaling eller mobilepay.

Parkering kan ske bag ejendommen, følg P-skilte, så Burger Kings p-plads ikke benyttes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste