Glæde over opbakning til Løkkens Maritime Legeplads
Projektgruppe håber på byggestart i år og er på udkig efter bidragsydere
HJØRRING: Hvis alt går som ventet, er håbet, at man i de kommende måneder kan starte på realiseringen af projektet ”Løkkens Maritime Legeplads”. Det kom frem, da ”Støtteforeningen for Byens Legeplads” forleden holdt generalforsamling.
Støtteforeningen, der består af lokale ildsjæle, er undervejs med et spændende projekt, som skal omdanne skolegården ved Løkken Skole til et byrum med spændende lege- og hyggekroge, aktivitetsmuligheder, kreative læringsmiljøer etc. – og som skal komme både skolens børn, byens borgere og turister i området til gode.
Godt fra start
Projektet anslås at komme til at koste to millioner kroner. På generalforsamlingen kunne bestyrelsesformand Per Dam oplyse, at det indtil videre på basis af de første ansøgninger er lykkedes at indsamle i alt 65.000 kroner til projektet takket være bidrag fra SuperBrugsen Løkken, Fårup Sommerland, Feriepartner samt Sol og Strand.
- Vi er utroligt taknemmelige for den støtte, som vi har fået ud af de første ansøgninger. De positive tilsagn indikerer, at der er interesse for vores projekt. Der er fortsat langt til to millioner kroner, men nu har vi fået en fin start, og vi fortsætter nu processen med at ansøge om støtte. Vi vil selvfølgelig kontakte de mange forskellige fonde, og vi vil i den nærmeste fremtid desuden kontakte lokale virksomheder i håb om, at der hos nogle kan være vilje til at støtte projektet, og vi vil endvidere iværksætte en indsamling, så private kan give et bidrag, siger Per Dam.
Behov for nye lyspunkter
Per Dam erkender, at arbejdet med at rejse midlerne er blevet udfordret af coronakrisen, der har sat sine tunge økonomiske aftryk overalt, og arbejdet i Støtteforeningen er da også blevet forsinket, da flere har haft mere meget at se til de seneste måneder.
- Coronasituationen har ramt hårdt ned i vores lokalsamfund i de seneste måneder, da turismen har stor betydning for Løkken. Med en gradvis genåbning af samfundet, en kontrolleret åbning af grænserne samt øget tilstrømning fra danske turister, så går vi en stor højsæson i møde, og vi er mange i turismen, der nu kan se mere fremad. Vi håber derfor på, at det trods corona kan være muligt at møde velvilje, når vi kontakter potentielle bidragsydere, så vi kan lykkes med at realisere en del af projektet her i år.
- Vi har alle behov for at skabe nogle lyspunkter ovenpå en barsk tid, og der er ingen tvivl om, at dette projekt vil få stor betydning for vores lokalsamfund og alle os, der bor her. Det vil i høj grad medvirke til at understøtte Løkkens udvikling som attraktivt bosted og feriedestination.
Badehuse bliver uderum
Støtteforeningen satser derfor på i år at kunne få samlet nok midler ind til at starte med realisering af den første del af projektet. Det vil blandt andet inkludere at få opført seks af de karakteristiske badehuse, som Løkken er berømmet for. De skal dels fungere som uderum til gruppearbejde i skoletiden og dels som oase for byens gæster og borgere, når de besøger den maritime legeplads.
Desuden er målet i år at få etableret sektioner af de samme azorbébænke og marehalms-kasser, der kendes fra torvet, samt skabe et hyggeområde med surferstemning samt om muligt at få etablere en lille scene med siddepyramide også. Derudover vil banerne til boldspil i skolegården blive malet op, og der skal males en lang tal-slange på fliserne, der både kan bruges til leg samt i undervisningen.
- Jo flere midler, der kan samles ind de næste måneder, jo mere kan vi få etableret i år, siger Per Dam
Fiskekutter anløber
Næste etape af projektet, som er planlagt til næste år, inkluderer at få skabt den maritime legeplads med en sunket fiskekutter som omdrejningspunkt samt multibanen syd for skolegården.
- Vi glæder os afsindigt meget til at komme i gang med etableringen, for det her bliver ganske unikt. Vi har taget udgangspunkt i hvad, der historisk har defineret Løkken og har forsøgt at inddrage nogle af de nye elementer, der er anvendt i fornyelsen af byens midte og området ned til molen.
- Vi vil her til den første del af projektet bestræbe os på i videst muligt omfang at anvende lokale håndværkere, og vi er i gang med at tage kontakt for at indhente tilbud på de første dele af projektet, så vi kan være klar til at komme i gang, så snart vi har rejst nok midler til at gennemføre den første del af projektet, siger Per Dam.
I forbindelse med generalforsamlingen blev Peter Jørgensen og Rasmus Justesen valgt ind som suppleanter i bestyrelsen, der i forvejen består af Mette Ottesen, Steffen Rossing, Buster Munk og Per Dam. Henrik Ussing er efter mange års indsats i støtteforeningen med at få etableret den første del af byens legeplads samt sikre en overlevering til den nye bestyrelse i den forgangne år efter eget valg stoppet som suppleant.