Billede beskrivelse

Generalforsamling holdt i Vittrup UG

Foreningen har aflyst alle aktiviteter foreløbig frem til 30. marts

16. marts 2020 kl. 09.33

LØKKEN: Vittrup UG har holdt sin årlige generalforsamling i Skummesalen. Aftenen blev indledt med fællesspisning hvorefter formanden Helge Ulrik aflagde beretning om årets gang. Spil & Sjov er foreningens nyeste aktivitet på programmet der foregår i Skummesalen med alle tænkelige spil fra bordtennis til bræt– og kortspil. Aktiviteten er blevet etableret efter det lykkedes at få del i DIF & DGIs foreningspulje til anskaffelse af spil, fodbold- og tennisborde. VUG har endvidere uændret hold på programmet i fodbold, badminton, floorball og madlavning ligesom udlejning af tennisbanen i 2019 trods den våde sommer har været i fremgang. Sommeren bød også på en enkelt cykeltur. Formanden berørte også den positive udvikling på Vittrup Fri Fagskole som VUG er helt afhængig af som hjemsted til de fleste idrætsaktiviteter. Kasserer Janne Jacobsen fremlagde her efter det reviderede regnskab der viste et mindre overskud og en stabil egenkapital.

På valg til bestyrelsen var i år Anette R. Nielsen, Karsten Andersen, Janne Jacobsen og Klaus Nielsen. Sidst nævnte ønskede ikke genvalg og i stedet blev Kirsten Hagen valgt. Alle øvrige blev genvalgt, til suppleanter valgtes Klaus Nielsen og Merete Hyldgaard og der var genvalg af Gitte Nielsen som revisor.

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig uændret med Helge Ulrik som formand, Karsten Andersen er næstformand, Janne Jacobsen er kasserer og Ina Mejlholm besætter sekretærposten. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Anette R. Nielsen, Jesper Pedersen og Kirsten Hagen.

Alle aktiviteter I VUG er som i det øvrige samfund nu aflyst som følge af corona-virus foreløbig frem til d. 30/3 og foreningens bustur til håndboldkamp i Gigantium, Aalborg forleden blev ligeledes aflyst af samme årsager.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste