Gavehjørnet i Tversted med mere plads

22. juni 2017 kl. 08.52

På hjørnet af Skagensvej og Tannisbugtvej ved Statoil ligger Gavehjørnet, som er en butik, der har specialiseret sig i gaveartikler af næsten enhver art. Indehaveren Gitte Vestergaard åbnede butikken for to år siden i det tidligere salgslokale til servicestationen.

Placeringen af butikken har vist sig helt ideel. Den ligger på et sted, hvor 9000 biler til daglig passerer i sommerhalvåret; også i vinterhalvåret er der pæn trafik på vejen. Der er gode parkeringsforhold og det, at der også er en tankstation gør, at mange biler standser og lige skal se, hvad der er i Gavehjørnet. Det har betydet en god handel, og mange er blevet så glade for at handle i butikken med det store udvalg, at de er vendt tilbage og er blevet faste kunder.

Det store varesortiment og de mange kunder har nødvendiggjort en udvidelse af forretningen, og det blev muligt, da naboforretningen Sigges Univers gerne ville indskrænke deres forretningsareal. Gitte Vestergaard har nu lejet det tilstødende tidligere værksted, og dermed er hendes forretning vokset med 50 kvadratmeter. Sammenlagt er Gavehjørnet nu på 78 kvadratmeter.

Udvidelsen betyder, at der nu er bedre plads til de mange forskellige gaveartikler samt, at sortimentet er blevet udvidet med flere ting til hjemmet. Udvalget omfatter blandt mange andre ting: Guld og sølv, ædelstene, ure, mærkevarer af kendte fabrikater som Friis & Company og Lene Bjerre. Diverse lædervarer. Aloe Vera produkter fra Forever Living. Vin, shots, pynt, skilte og meget, meget mere. Kun et besøg i forretningen giver det rigtige indtryk af det store udvalg.

Gitte Vestergaard er kendt i lokalområdet, da hun er født og opvokset i Sindal, som ældste datter af Mona og Vagn Thomsen, der har Sindal Vognmandsforretning. Efter skoletiden var Gitte "Ung pige i huset", har arbejdet på Oxford Biscuits i Hjørring og været ansat ved hjemmeplejen i Østervrå, indtil hun åbnede Gavehjørnet i 2015.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste