Gave fra teatret til jubilæums-Hjørring

31. marts 2018 kl. 16.06
Opdateret 01. april 2018 kl. 09.32

Påskeugen har stået i jubilæets tegn i Hjørring.

Onsdag var der stor jubilæumsfest i byen - og lørdag var det så formel fejring af, at det er 775 år siden, at Hjørring fik købstadsrettigheder.

Efter jubilæumsgudstjeneste og byvandringer var der reception på Vendsyssel Teater med taler og underholdning - blandt andet med Nordjysk Pigekor.

Her afslørede teater-direktør Lars Sennels, at der var en jubilæumsgave på vej fra teatret til byens borgere og resten af Vendsyssel.

19. september i år vil der således være premiere på forestillingen "Det tabte Land", der handler om maleren Poul Anker Bech.

Det bliver Vendsyssel Teaters største egenproduktion nogensinde.

Poul Anker Bech døde i år 2009, 67 år gammel.

Det er dramatikeren Jesper B. Karlsen, der - med hjælp og opmuntring fra Bechs døtre - har ladet sig inspirere af kunstnerens livshistorie og skrevet værket.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste