Gamle traditioner i nye omgivelser
Der var sol, blæst og røde pølser på pladsen foran det nye Vendsyssel Teater 1. maj, der i år blev fejret i andre omgivelser end de foregående år.
- Velkommen til vores nye plads. Det er lige akkurat, hvad sådan en plads skal bruges til. Til det folkelige, lød det fra scenen, inden folk kunne rocke med på akustisk Gasolin, skåle i flaskebajer og nyde synet af Arne Boelts knaldrøde bukser.
Arbejdernes internationale kampdag i Hjørring bød på faneoptog, usandsynligt mange røde flag og snak om solidaritet, humanisme, Trump, flødeskumskager, pensionsalder, grundprincipper og meget andet.
Blandt talerne var borgmester Arne Boelt, byrådsmedlem Jørgen Bing og forbundssekretær for 3F Søren Heisel.