Gamle lærere inviterer til sidste Gl. Elevfest

27. april 2017 kl. 12.08

Da det efterhånden er fire år siden den sidste Gl. Elevfest i Poulstrup, inviterer festudvalget fra den tidligere Vrejlev-Hæstrup Skole, atter til Gl. Elevfest (gensynsfest). Gl. Elevfesten er for tidligere elever (over 18 år) og tidligere personale fra den nu forhenværende Vrejlev-Hæstrup skole, og denne allersidste Gl. Elevfest afholdes endda i 50-året for indvielsen af Vrejlev-Hæstrup Centralskole, som blev taget i brug i september 1967.

Festen holdes i Poulstrup Hallen, Poulstrup Skolevej 5, Poulstrup, og det foregår lørdag d. 30/9 2017 fra kl. 18.30 - 01.30

Maden leveres af Anne-Mad.dk og den lækre menu består af: Rosastegt kalveculotte, ramsløgsmarineret skinke, Provence flødekartofler m. løg, saltbagte kartofler, blandet salat, broccolisalat, pastasalat og dressinger. Desserten bliver Anne-Mads store populære Kagebord, som nærmest er verdensberømt her i det nordjyske.

Nogle af Vrejlev-Hæstrup skoles tidligere ansatte vil stå i baren, hvorfra der sælges fadøl, rødvin, hvidvin, de nye moderne "boblevand", sodavand og vand til rimelige priser.

Denne gang har festudvalget hyret en vaskeægte discjockey til festen, og det er den tidligere VHS elev Johnny "Fever" Christensen, der har været professionel DJ i mange år, og han spiller hallen op med populær dansemusik fra 70erne, 80erne, 90erne og 00erne.

Billet til 275 kr. inkluderer entré, velkomsttale af tidligere skoleleder Arne Larsen-Ledet, lækker festmenu, musik ad libitum, godt selskab med gamle skolekammerater og lærere - altså kort sagt hovedingredienserne til en rigtig hyggelig aften.

Tidligere Vrejlev-Hæstrup elever og personale tilmelder sig ved, at indbetale 275 kr. på reg. nr. 9070 kontonr. 1627487319 (Brug netbank eller gå i pengeinstitut).

I tekstfeltet på indbetalingen er det meget vigtigt, at man skriver årstallet man begyndte i 8. klasse (det år man blev konfirmeret), så alle tilmeldte kan placeres årgangsvis i hallen. Tekstfeltet ved indbetaling har kun plads til 20 tegn, så man skal kun skrive navn og årstal.

Sidste frist for tilmelding er 31. august 2017.

De "gamle" overlærere fra Vrejlev-Hæstrup Skole, håber rigtig mange vil hjælpe med, at sprede budskabet, så hallen bliver fyldt til denne allersidste Gl. Elevfest. De "gamle" overlærere glæder sig til at se en masse "gamle" Vrejlev-Hæstrup elever fra de 48 gode år, der var folkeskole i Poulstrup.

Spørgsmål kan rettes til Henrik Hansen på mail: poulstrup@live.dk eller sms til 61708394. Tidligere Vrejlev-Hæstrup elever og personale er også velkommen i Facebookgruppen "Elevfest Vrejlev Hæstrup Skole", der har knap 800 medlemmer, og som byder på hundredevis af gamle skolefotos. I Facebookgruppen er der også information om tilmeldingen og selve festen. HH

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste