Galleri Uggerby er i julestemning
Det idylliske Galleri Uggerby, der ligger på Tolstrupvej, der går lige ned til Uggerby Å, trak mange gæster til i weekenden, da juleudstillingen med Uggerby-nisserne åbnede.
Lilli Udholm Christensen og Erik Thursgaard Jakobsen har i 30 år haft galleriet, hvor de begge er aktive, Erik med malerier og Lilli med keramik.
Det er Lilli Udholm Christensen der fremstiller Uggerby-nisserne, som alle er lavet i hånden, så der er altså her tale om unika til mindste detalje. - Det er vigtigt for mig at nisserne beholder deres unikke håndlavede træk, og ikke bare bliver masseproduceret, fortæller Lilli Christensen, der har fremstillet nisserne i mere i snart 50 år, hvoraf de 30 år har været i galleriet i Uggerby.
Juleudstillingen med nisserne er hvert år et stort trækplaster med mange besøgende, som køber de unikke nisser enten til sig selv, som samlerobjekter, eller som gaver til familie og venner.
Juleudstillingen med de unikke Uggerby-nisser kan ses alle fredage, lørdage og søndage, hvor der er åbent mellem 12 og 16.