Fyr-støtter med overskud
Hirtshals Fyr har en aktiv støtteforening. Det fremgik ganske tydeligt, da formanden for Støtteforeningen Peter Jensen aflagde beretning til årets generalforsamling forleden aften. Generalforsamlingen blev afholdt i Mesterhuset, hvor 40 af foreningens 377 støttemedlemmer var mødt op.
Peter Jensen berettede om årets gang, og kom hurtigt ind på de mange udvalg, der bemandes med frivillige ulønnede støtteforeningsmedlemmer. De fik stor ros for deres ihærdige arbejde med at holde Fyret og hele området omkring Fyret i tip-top stand samt at holde Fyret åbent for besøgende og drive den lille café i Mesterhuset. Herudover arrangerer Støtteforeningen kunstudstillinger i Assistenshuset. I 2017 var der fire udstillinger, en påskeudstilling, to sommerudstillinger og en efterårsudstilling. Der har også været afholdt to guitarkoncerter. En sommerkoncert i Madpakkehuset og en julekoncert i Kaffestuen.
Støtteforeningen har seks udvalg: Billetsælger-holdet, Kaffestue-holdet, Vedligeholdet, Kunstudvalget, Historieudvalget og Stenudvalget, der hver især sørger for, at der pænt og ryddeligt overalt, at der er kaffe på kanden, at der iværksættes nye tiltag til glæde for de mange besøgende, og at området hele tiden forskønnes. Støtteforeningens medlemmer deltager også i arbejdet med renholdelse og oprydning i områdets 35 bunkere samt kortlægning af grundvandsproblemer.
Peter Jensen fortalte også, at det er lykkedes i et samarbejde med uniformsfirmaet C.L. Seifert i København at få fremstillet et sæt originale fyrkasketter, som nu er udstillet i Maskinhuset.
Efter beretningen gennemgik kasserer Karen-Bente Søgaard det reviderede regnskab, der udviste et overskud på 26.900,00 kroner. Herefter var der valg til bestyrelsen, hvor Peter Jensen og Flemming Mortensen blev genvalgt. Hanna Pedersen blev genvalgt til suppleant.
Efter konstitueringen er bestyrelsen sammensat således: Formand og sekretær Peter Jensen, næstformand Flemming Mortensen, kasserer Karen-Bente Søgård, bestyrelsesmedlem Kjeld Nielsen, bestyrelsesmedlem Lillian Jensen samt suppleant Hanna Pedersen.