Billede beskrivelse

Fuldt hus til foredrag om kroniske smerter

02. maj 2023 kl. 15.08

Der var fuldt hus, da Gigtforeningen mandag aften inviterede til foredrag om at leve med kroniske smerter.

Mere end 200 gæster kunne på Hjørring Gymnasium og HF blandt andet høre reumatolog ved Regionshospital Nordjylland Hjørring Marcin Ryszard Kowalski fortælle, hvad man ved om kroniske smerter i muskler og led, og hvordan man bedst behandler dem.

Det skriver Gigtforeningen i en pressemeddelelse.

Omkring hver femte voksne dansker har dagligt kroniske smerter. Den hyppigste årsag er gigt, og for rigtig mange er smerterne en udfordring i hverdagen.

Kroniske smerter kan udfordre hverdagslivet med familie, venner, arbejde og fritidsaktiviteter, men her kan den rigtige behandling, træning og smertemestring hjælpe.

Spørgelysten var da også stor blandt de fremmødte, når det kommer til at lære at acceptere et liv med smerter.

Det gav Cecilia Birch Munk, psykolog, fra gigthospitalet Sano i Aarhus sine bud på. Ifølge hende er det afgørende, at man først og fremmest erkender sin tilstand, så man bedre kan tilpasse sit liv med smerter. Det betyder, at man skal gøre sig bevidst om sine ressourcer og bruge dem bedst muligt. Bed om hjælp og ræk ud til dem omkring dig, lød et andet godt råd. Og skab balance mellem aktivitet og hvile, lød et andet.

Billede beskrivelse

For direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind var aftenen et tydeligt bevis på, at Gigtforeningens foredrag kan gøre en forskel for mennesker med smerter.

- Sådan en aften kan vi se, hvor stor forskel det gør, at man ikke står alene med sine spørgsmål og bekymringer. Vi ved, at det fylder enormt meget for mennesker, hvis de lever med smerter hver dag. Derfor er vi i Gigtforeningen rigtig glade, hvis vi kan give gode råd og vejledning til det bedste liv trods de gener, en gigtsygdom vil bringe med sig, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste