Billede beskrivelse

Frivillig hjælp til pressede familier

Nyt projekt skal finde frivillige, som to timer om ugen vil aflaste stressede eller udsatte forældre

30. marts 2018 kl. 14.47

De fleste småbørnsforældre kender til perioder, hvor det kan være svært at få familielivet til at passe ind i en hverdag med to fuldtidsjobs. Eller perioder, hvor sygdom, dødsfald, psykiske lidelser eller andre ting presser overskuddet til at være helt til stede for børnene og deres behov.

Det vil en ny forening i Hjørring Kommune gøre noget ved. Foreningen hedder "Home Start", og vil, baseret på frivillige, tilbyde pressede og/eller udsatte familier to timers ugentlig støtte - f.eks. til praktiske gøremål, historielæsning med børnene, madlavning eller en snak om hverdagens sorger og glæder.

Foreningen modtager foreløbig støtte fra Hjørring Kommune i to år i skikkelse af Anni Melgaard, der 1. marts blev ansat som koordinator i foreningen.

Hun kommer fra et job i Jammerbugt Kommune, hvor hun i mange år har arbejdet som tilsynsførende pædagog med fokus på børn med særlige behov og deres familier.

- Home Start er både et tilbud til socialt udsatte familier og til familier, hvor der holder to biler i carporten. Alle kan blive pressede i en periode, og det er her, at Home Start skal gøre en forskel, siger Anni Melgaard, som er i gang med at udbrede kendskabet til den nye forening, som bliver en del af den forebyggende indsats i Hjørring Kommune.

- Jeg skal ud og snakke med familier, der har et behov for et par timers ugentlig frivillig hjælp, og jeg skal finde frivillige - og lave de rigtige match, siger hun.

Home Start er en verdensomspændende organisation, hvor Hjørring-afdelingen bliver den 13. i Danmark.

- Der er ikke så mange, som kender Home Start endnu, men det fungerer rigtig godt i andre kommuner og i andre lande, så mon ikke vi også kan få det godt i gang i Hjørring, siger Anni Melgaard.

Home Start holder informationsmøde på Frivilligcentret i Hjørring mandag 26. marts kl. 17-18, hvor interesserede kan høre med om foreningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste