Billede beskrivelse

Friskole indviede bygning med nye muligheder

Udeundervisningen får bedre vilkår

14. august 2023 kl. 07.40

Friskolen Skallerup har netop indviet et nyt og anderledes undervisningslokale.

Indvielsen fandt sted torsdag, hvor dagen blev indviet med skolens helt egen friskolesang - og imens skinnede solen på den flotte træterrasse foran huset. Den nye bygning rummer et stort, lyst og lækkert lokale, to depotrum samt tre toiletter, hvoraf det ene er handicapvenligt. Der er højt til loftet, ovenlysvinduer samt tre store partier med foldedøre, som kan lukkes helt op. Hermed lukkes naturen ind i lokalet, og undervisningen lukkes ud i naturen. Det er netop denne hybrid mellem det udendørs og det indendørs, friskolen ønsker at opnå med lokalet, så udeundervisning bliver mulig for alle aldre. 

Billede beskrivelse

Det har længe været bestyrelsens og personalets ønske at satse stort på udeundervisning, så det var en stor dag, da huset endelig stod klart til indvielsen.

Efter sang og taler ved bestyrelsesformand Rikke Dietz, skoleleder Bodil Møller Jensen og udskolingslærer og naturfagsansvarlig lærer i udviklingsgruppen, Michael Jensen, blev 9. årgang budt op til den røde snor. Årgangen var den første til at modtage udeundervisning, da de gik i 0. klasse. 

Arkitektfirmaet Bjerg tegnede, vejledte, rådgav og bistod hele vejen igennem processen med at realisere den nye bygning - mens dygtige håndværkere førte opgaven ud i livet. Kun fantasien sætter grænser for brugen af huset, så nu glæder alle sig bare til at komme i gang med at bruge det. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste