Frimærkedag i Bingohallen
Hjørring Filatelistklub afholder den årlige store frimærkebyttedag lørdag 7. oktober i Bingohallen på Grønnevold 2 i Hjørring, hvor der er gratis adgang hele dagen.
Byttedagen starter kl. 10 og slutter når auktionen er færdig ca. kl. 17.00.
Alle er velkommen til at bytte frimærker, postkort m.m. med de mange samlere, der mødes i Bingohallen denne dag. Ud over klubbens egne samlere, kommer der besøgende fra flere andre danske byer, ligesom der er tradition for at flere frimærkesamlere fra det sydlige Norge tager turen til Hjørring på denne årlige store byttedag, som klubben i Hjørring er arrangør af.
Klubben har frimærkekataloger med, som alle frit kan benytte under byttedagen.
På byttedagen vil der også være frimærkehandlere, hvor der er mulighed for at købe frimærker og andet tilbehør. Nogle plejer også at have mønter med, så der vil sikkert også være noget for møntsamlere at kigge på.
Klubbens medlemmer stiller sig til rådighed for spørgsmål, ligesom man er velkommen til at melde sig ind i klubben, som afholder møde 2 aftener om måneden på nær i maj, juni og juli,
Klokken 13 bliver der åbnet for eftersyn, hvor der er mulighed for at gennemse alle de auktionslot, som sælges på klubbens store auktion der begynder klokken 15. På auktionen er der ca. 450 lot til salg, der både består af enkeltmærker, samlinger og større kasser med frimærker og tilbehør fra rigtig mange lande. Har man lyst til at byde på auktionen, så henvender mans sig bare til klubbens stand, hvor man får udleveret et bydernummer. Klubben regner med at der igen i år dukker rigtig mange bydelystne samlere op.
I Bingohallen er der cafeteria, som sælger diverse drikke- og madvarer til rimelige priser, så de der har lyst til at blive der hele dagen også har mulighed for et få stillet sulten.